Video : Tipsbladet
Superliga

Kaiser nu uden sin fodbold-far: Ser mig selv i Brøndby uden Zorniger

Dominik Kaiser lægger ikke skjul på, at det er noget ganske særligt for ham, at Alexander Zorniger ikke længere er i Brøndby IF. Han fastslår imidlertid, at han sagtens kan se sig selv i et Brøndby IF uden Zorniger.

Alexander Zorniger og Dominik Kaiser er nærmest i fodbold-familie med hinanden.

De to tilbragte mange år sammen i RB Leipzig, hvor midtbanemanden udviklede sig til en slags favoritspiller for Zorniger, og da tyskeren blev cheftræner i Brøndby IF, lagde han ikke skjul på, at Kaiser var den ultimative ønskespiller at få med til Danmark. "Jeg ville give afkald på to spillere, hvis jeg kunne få Dominik Kaiser i stedet", sagde Zorniger i juni 2017 til Bild.

I sommeren 2018 fik Alexander Zorniger så endelig Dominik Kaiser til Brøndby. 

Et halvt år nåede de to landsmænd at arbejde sammen under de blå-gule faner, for i mandags blev Alexander Zorniger som bekendt fyret som cheftræner i Brøndby. Men Dominik Kaiser er der naturligvis fortsat. Og det bliver han ved med.

- Vi var alle skuffede i mandags efter nederlaget og præstationen. Jeg forventede ikke, at der ville ske en udskiftning på trænerposten, men det gjorde der, og for mit vedkommende har jeg stadig kontrakt her og føler mig godt tilpas. Jeg har helt afgjort en relation til "Alex", og det var ham, der hentede mig til Brøndby, men vi er alle professionelle, og jeg spiller for en stor klub. Selvfølgelig kan jeg forestille mig at være her uden Zorniger, siger Dominik Kaiser.

Han lægger ikke skjul på, at Alexander Zorniger ikke bare er hvem-som-helst for ham.

- Vi havde et godt forhold, og det håber jeg da stadig, vi har. Vi havde stor succes sammen i RB Leipzig i mere end to-et-halvt år, men de seneste seks måneder har ikke været, hvad han ønskede at se, og for mig har det ikke været let. Fra på søndag er det os spilleres ansvar at vise et andet ansigt og få Brøndby-stilen tilbage på banen.

- Nu har vi i Martin (Retov, red.) og Matthias (Jaissle, red.) nogle trænere, der kender truppen, og det kan have været et bytte, truppen havde brug for, så jeg ser fremad nu, lyder det fra midtbanespilleren.

Det er mere end tvivlsomt, om Dominik Kaiser havde været Brøndby-spiller den dag i dag, hvis det ikke havde været for Alexander Zorniger.

- Han var helt afgjort den primære årsag. Jeg havde også en god dialog med Troels Bech, så det var også en af grundene, men når man kender træneren, og man tidligere har haft succes sammen, betyder det noget. Jeg havde det svært i Leipzig i sidste sæson, så jeg gik efter lidt større sikkerhed, og jeg vidste, hvad "Alex" vil se på banen. Det gjorde det lidt nemmere, men det er fortid nu, og jeg ser fremad, siger Kaiser.

Han bakker fuldt ud op om valget af Martin Retov som ny cheftræner og Matthias Jaissle som en tæt sparringspartner.

- Det er Brøndbys DNA at spille aggressivt og presse højt med en god struktur, og Martin nævnte til træning, at vi måske til tider skal være lidt mere påpasselige og rolige med bolden. Tro på vores styrker med bolden og finde andre rum. Nu må vi se, hvordan det går, men jeg er sikker på, vi har et trænerteam, der kan sikre os succes, siger Kaiser.

Brøndby IF møder Randers FC på søndag.