Kalmar tæt på Brøndby-exit: Træner med i slovakisk klub
Foto: Lars Ronbog/Getty Images
Superliga

Kalmar tæt på Brøndby-exit: Træner med i slovakisk klub

Zsolt Kalmar synes tæt på at forlade Brøndby IF til fordel for en slovakisk klub.

For bare et halvt år siden kom Zsolt Kalmar på en lejeaftale fra RB Leipzig til Brøndby IF, men på den tid er ungareren aldrig blevet et fast element i startopstillingen.

Den begrænsede succes betyder også, at Kalmar ser sig om efter nye græsgange, og nu tyder det på, at han har fundet netop dette.

Således mener mediet Samofoci at vide, at 22-årige Zsolt Kalmar træner med i den slovakiske klub DAC, som i øjeblikket frister en tilværelse på fjerdepladsen i den bedste række i Slovakiet.

Klubben er kraftigt støttet af den ungarske minoritet i Slovakiet, så et eventuelt skifte synes passende i forhold til at få genstartet karrieren, som altså er gået lidt i stå i Brøndby IF.

Zsolt Kalmar har nået at spille 13 Superligakampe for Brøndby IF, og lejeaftalen med de blå-gule løber egentlig til næste sommer.

Under alle omstændigheder virker Zsolt Kalmars tid på Vestegnen til at være færdig, da hans kæreste på Instagram bekræfter, at de flytter fra Danmark.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få bekræftet Zsolt Kalmars forestående exit, men Brøndby IF er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.