Video : Tipsbladet
Superliga

Kamil Wilczek straffes med karantæne for albuesving

Brøndby-angriberen Kamil Wilczek indleder foråret med to spilledages karantæne

I Superliga-opgøret mellem Vejle Boldklub og Brøndby IF den 9. december stangede gæsternes angriber Kamil Wilczek en albue i hovedet på Vejles Kerim Memija, og bosnieren brækkede kæben i den forbindelse.

Kamil Wilczek slap med et gult kort i kampen, men Nu har Fodboldens Disciplinærinstans valgt at straffe Brøndby-spilleren yderligere. Udvalget har idømt Wilczek to spilledages karantæne, og dermed misser han kampene mod FC Nordsjælland og Esbjerg fB i starten af foråret.

I kendelsen kan man læse, at Fodboldens Disciplinærinstans på baggrund af TV-billeder vurderer, at Kamil Wilczek springer ind i hovedstødsduellen med unødig stor kraft og uden blik for andet end modspilleren, og at han derved bringer modspillerens sikkerhed i fare, hvilket er helt uacceptabelt.

Kamil Wilczek har undskyldt sit albuesving på sociale medier.