Jonas Kamper gav i starten af ugen udtryk for, at han var skuffet over den behandling, som havde fået fra Randers FC i forbindelse med sit potentielle skifte til Seattle Sounders. Midtbanespilleren synes ikke, at Randers havde ageret fair i sagen og udtrykte over for tipsbladet.dk sin skuffelse, der var rettet mod klubben.
Det fik først sportschef Peter Christiansen og siden cheftræner Colin Todd til at slå igen mod Kamper, og de to understregede, at de ikke var tilfredse med Kampers udmeldinger.
Det har dog ikke fået nogen betydning for Kampers status i klubben, da han således er med i kamptruppen, der fredag møder FC Midtjylland i Superligaen. De to seneste kampe har Kamper været uden for truppen, og han har blot fået 13 spilleminutter i benene i foråret.
Randers FC har før kampen mod FC Midtjylland fire point op til FC København på andenpladsen, og kronjyderne kommer til opgøret med to nederlag i bagagen mod henholdsvis Silkeborg IF og AaB.