• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Tipsbladet.dk var på plads til søndagens opgør mellem OB og AaB i Odense. Se bedømmelsen af de to holds spillere.

Af Martin Davidsen

Mads Toppel – 1
Jesper Christiansen-reserven startede inde for anden gang i træk for OB og havde nogle sikre indgreb midtvejs i første halvleg. Herefter var han impliceret i to AaB-mål, der afgjorde kampen, men kunne ikke gøre noget ved 0-4-målet. Afveg et større nederlag, men uanset hvad er det aldrig godt at lukke fire mål ind.

Espen Ruud – 2
Kom rigtig godt med på højrekanten rent offensivt, hvor han blev sat i scene flere gange og leverede gode centringer. Var dog med i den fynske nedsmeltning før pausen.

Anders Møller Christensen – 2
Som anfører og indpisker holdt han sammen på OB-holdet i minutterne efter den katastrofale fynske start. Kunne dog ikke forhindre de senere scoringer pausen, som dræbte stemningen på stadion.

Daniel Høegh – UB 
Udvist efter 57 sekunder, da han begik straffespark som bagerste mand. Det gjorde det svært for holdkammeraterne, men den korte tid på banen gør, at han reelt ikke kan bedømmes.

Bashkim Kadrii – 2 
Var involveret i 0-3-målet, men havde også offensive aktioner, mens der endnu var håb for OB. Venstre back er stadig ikke Kadriis favorit-position.

Emil Larsen – 3 
Blev efter sigende scoutet af franske Monaco og viste sig fint frem. Han var en nøglefigur i forsøget på comeback, mens det stadig var muligt, og stod bag flere gode aktioner. Som resten af holdet uden bid i en spændingsforladt anden halvleg.

Andreas Johansson – 2
Blev rykket i midterforsvaret, da Daniel Høegh blev udvist. Han gjorde det fint i starten, men var også med i de skæbnesvangre minutter før pausen. Taget ud under pause-teen – vel mest af taktiske årsager.

Jacob Schoop – 3
Den fynske afløser for Djemba-Djemba på den centrale midtbane har gjort det fint i begyndelsen af efteråret. Han fordelte boldene fint, men havde sammen med resten af holdet problemer efter kampen blev tabt i slutfasen af første halvleg.

Rúrik Gíslason – 2
Var tilbage på pladsen som højre kant og virkede til tider lidt overtændt. Islændingen ville meget, men blev nogle gange for febrilsk. Som altid arbejdede han dog godt – også da det gjorde ondt.

Rasmus Falk Jensen – 3
En af de store fynske oplevelser i den endnu spæde sæson. Spirrevippen gjorde det igen fint trods de svære vilkår og stod for flere fine offensive tiltag. Havde det som resten af holdet svært efter kampen var afgjort og blev taget ud til sidst – vel som bedste fynske mand?

Morten Skoubo – 2
Startede inde for kun anden gang i sæsonen og fik en stor mulighed for at udligne efter ni minutter. Arbejdede godt som en-mands-hær i 4-4-1-opstillingen efter udvisningen og kom frem til chancer. Men scorede ikke.

Indskiftet:

Kasper Larsen – 3 
Indskiftet ved pausen for at stabilisere defensiven, men var med til at lukke endnu et AaB-mål ind. Ikke et nemt indhop for det fynske stortalent.

Kalilou Traoré – UB 
Malieren blev sendt på banen med en halv time igen. da slaget var tabt og det hele så håbløst ud midt i anden halvleg.

Hans Henrik Andreasen – UB 
Skulle slås i de sidste 17 minutter, men kunne ikke gøre noget ved det samlede billede. Da var slaget tabt.

AaB:

Nicolai Larsen – 4
Holdt OB fra udligning tidligt i kampen med en skarp refleks og leverede flere gode blokeringer i målet. En vigtig mand for nordjyderne, der uden ham kunne være kommet bagud trods den gode start. Havde ikke meget at lave i anden halvleg, hvor sejren var hjemme.

Jakob Ahlmann – 3 
Slog sig i et sammenstød med Rurik Gislason, men havde ellers godt fat i islændingen. Værre var det, når Espen Ruud kom i overlap og udfordrede AaB's venstreside.

Lasse Nielsen – 4 
Sidst han spillede fodbold i Odense, var det som indskifter i Danmarks 1-3-nederlag i Slovakiet. Denne gang blev det til væsentligt flere minutter end i landsholdsdebuten. Og han slap væsentligt bedre fra det.

Kenneth Emil Petersen – 3
Hardhitteren i AaB's forsvar havde sit hyr med Morten Skoubo og de letbenede offensive OB'ere, men problemer forsvandt, da AaB sikrede sejren kort før pausen. Derefter var OB mentalt mast sammen, og der var ikke meget at arbejde med for AaB-forsvaret.

Henrik Dalsgaard – 3
Den omskolede back stod over for OB's meget offensive venstreside i Bashkim Kadrii og Emil Larsen. Det havde han problemer med, men til gengæld scorede han til 3-0 og spillede sig op.

Rasmus Würtz – 4 
Styrede slagets gang på midtbanen, hvor han med mange sikre pasninger var med til at spille fynboerne trætte.

Thomas Augustinussen – 4
Satte en kniv i hjertet på OB's tilhængere, da han scorede til 2-0 kort før pausen og lagde op til 3-0-målet. Var ellers med til at styre og arbejde sejren hjem til Aalborg – også med mange bolderobringer.

Mathias Wichmann – 3 
Fremtvang straffesparket i første minut og var en del af AaB's fine offensive aktioner, der afgjorde kampen.

Kasper Kusk – 4 
Fin kamp af den nordjyske komet, som hurtigt har bidt sig fast på AaB-mandskabet. Kunne godt drille OB's højreside. Lagde op til 2-0-målet og kom frem til flere gode indlæg, inden udskiftningen i 60. minut.

Lucas Andersen – 4
Teenagetalentet fik plads til at udfolde sig, da OB kun spillede med 10 mand i stort set hele kampen. Spillede en god kamp og kronede den med et flot solotur, der førte til 4-0-målet.

Nicklas Helenius – 5 
Der har uden tvivl været opkøbere på plads på stadion i Odense for at kigge Helenius efter i sømmene. De kunne se ham score på straffesparket i første minut og fortsætte med at gøre opmærksom på sig selv med afslutninger og fysisk spil, der drillede fynboerne. Var det nordjydens sidste kamp for AaB?

Indskiftet:

Patrick Kristensen – UB
Kom på banen med 30 minutter igen og var med til at spille sejren hjem i den spøgelsesagtige kulisse da opgøret for længst var afgjort.

Nikolaj Thomsen – UB
Fik de sidste 18 minutter på banen, da der kun var pyntegran at spille om.

Rolf Toft – UB 
Den store knægt  med det fantastiske navn blev indskiftet til de sidste otte minutter og var tæt på at få en chance (og et mål) foræret på grund af en hidsig boldjagt. Toppel klarede dog situationen.

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladets skala, der er som følger:

6 bolde: Verdensklasse

5 bolde: Højt, internationalt niveau

4 bolde: Fortrinlig indsats

3 bolde: Godkendt præstation

2 bolde: Skuffende, under middel

1 bold: Dårlig præstation

0 bolde: Uacceptabelt

UB: Udenfor bedømmelse pga. for kort tid på banen

-----
Få de bedste spilforslag hos Oddsavisen.dk for bare 29,- kr/md  - brug koden Tip2020 ved betaling

Superliga

Mere Superliga

Fokus