Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Fisker tilbage i træning: Men uden at risikere noget

Midtbanespiller Kasper Fisker kommer ikke til at spille igen denne sæson, men der er godt nyt i forhold til at vende tilbage til starten af næste sæson.

Midtbanespiller Kasper Fisker har ikke spillet 2019, men der er godt nyt for den 31-årige spiller, der håber på at kunne være klar efter sommerferien.

Kasper Fisker fra Brøndby IF fortæller nemlig til 3point.dk, at han er så småt er tilbage i træning, og at det ser godt ud i forhold til at være klar, når holdet midt i juni lader op til den kommende sæson.

- Status er, at jeg træner med 20-30 minutter på banen sammen med holdet. Når vi spiller kant, pasningsøvelser og sådan nogle ting. Så har jeg fået nogle fodboldbevægelser ind inden ferien, men uden at risikere noget. Så tager jeg på ferie og kommer i god form i ferien. Jeg er begyndt at kunne løbe fuld skrald på løbebåndet, så jeg kan komme i god form. Så min ferie bliver en god blanding af at cykle, løbe og svømme, så jeg kan komme i god form og mere eller mindre starte med holdet, siger Kasper Fisker til 3point.dk.

Det er blot blevet til 10 kampe i denne sæson for Fisker, der i starten af foråret blev ramt af et træthedsbrud i den ene fod.

Derfor har Fisker set alle kampene i dette forår fra tribunen, og det må han igen på fredag, hvor modstanderen er Fiskers tidligere klub Randers FC i en afgørende kamp om at komme i Europa næste sæson.