Superliga

Kasper Jensen tavs om Esbjerg

Kasper Jensen vil ikke kommentere på, om han er på vej til Esbjerg eller ej.

Esbjerg vil gerne have den tidligere FC Midtjylland-målmand Kasper Jensen til Vestjylland. Den 29-årige keeper er ude i kulden i svenske Djurgården, hvor han i bedste fald er at regne som andenmålmand efter nyindkøbte Kenneth Höie.

Buret i Esbjerg passes i øjeblikket af Lukas Hradecky, men den finske landsholdsmålmand har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt, og han har længe været på spring til et skifte til udlandet. Og det er i den forbindelse, at oprykkerne har kig på Kasper Jensen som en mulig gardering, men hovedpersonen selv vil ikke ud med, om han er på vej til Esbjerg eller ej.

- Det kan jeg ikke rigtig kommentere på. Jeg skal have noget konkret at forholde mig til, og jeg har ikke hørt noget konkret fra Esbjerg. Så lige nu forholder jeg mig til, at jeg har kontrakt med Djurgården, og mit udgangspunkt er, at jeg opfylder den, siger Kasper Jensen til tipsbladet.dk.

Den tidligere FCM-målmand erkender dog, at situationen i den svenske klub ikke er ideel for ham.

- Det er den selvfølgelig ikke, og jeg afviser da heller ikke noget. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke vil lejes ud, men skulle der komme noget andet konkret på bordet, vil jeg selvfølgelig kigge på det, fastslår Kasper Jensen.

Kasper Jensens kontrakt med Djurgården udløber først i 2015.