Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Junker er tilbage i træning - men endnu et par uger fra kamp

Efter fire uger væk fra træningsbanen var Kasper Junker tirsdag tilbage. Men AGF-angriberen mangler endnu lidt for at være klar til Superliga-fodbold.

De har haft problemer i det aarhusianske angreb i de seneste uger. Anfører Morten "Duncan" Rasmussen og Kasper Junker har begge været skadet, og i deres fravær har cheftræner Glen Riddersholm været tvunget til at tænke kreativt.

Det har blandt andet betydet, at både Martin Spelmann og Tobias Sana har taget en tørn længst fremme, men måske slipper de snart for det. "Duncan" skulle være kampklar, og der går ikke længe, før Junker også er det.

Han var tirsdag tilbage på træningsbanen for første gang i fire uger, og han er tæt på comeback. Hans skulderskade har nemlig ikke forhindret ham i at dyrke fysisk træning, og direkte adspurgte, om han forventer at være klar til kamp om et par uger, svarer han:

- Ja, det håber jeg. Min form er i hvert fald rigtig god. Den er blevet holdt ved lige. Så er der selvfølgelig lige det rent fodboldmæssige, jeg skal tilbage til, men jeg føler mig klar. Der er kommet nogle nye spillere ind i truppen henover sommeren, så det er måske mest relationerne til holdkammeraterne inde på banen, der først og fremmest skal opfriskes, siger Junker til stiften.dk.

Mens han har været væk med skade, har AGF hentet en konkurrent til pladserne i angrebet. André Riel er ny mand fra FC Helsingør, men Junker hilser konkurrencen velkommen. 

Næsten opgave for AGF, med eller uden Junker, er lørdagens lokalopgør mod Randers FC.