Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Pedersen sat af i AaB: Aldrig sjovt at sidde på tribunen

Forsvarsspilleren har meddelt, at han til sommer vil til udlandet, og det har fået AaB til at give andre spillere chancen i startopstillingen.

De ved allerede nu, AaB, at det ikke bliver til nedrykning i denne sæson, og derfor har der heller ikke været behov for at bruge forsvarsspiller Kasper Pedersen, der ikke er en del af de langsigtede planer i det nordjyske.

AaB'eren forlader klubben til sommer, hvor aftalen løber ud, fordi han vil til udlandet, og udmeldingen klub og spiller har betydet, at træner Jacob Friis ikke havde Pedersen i kamptruppen senest.

Derfor måtte han fra tribunen se AaB tabe med 0-1 til Vendsyssel.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg vil meget gerne være til at støtte og hjælpe holdet alt det, jeg kan, og det er jo aldrig sjovt at sidde på tribunen. Omvendt har jeg også fuld forståelse for, at klubben vælger at gøre, som den gør, fordi jeg ikke er her i næste sæson, siger Kasper Pedersen til Nordjyske.

Kasper Pedersen, 26 år, har spillet hele sin professionelle karriere i AaB. Han fik sin debut i 2013 mod Silkeborg og scorede efter bare tre minutter af opgøret. Dengang var Kasper Pedersen amatør, men han fik senere i foråret en professionel aftale med AaB.

124 kampe er det indtil videre blevet til for Kasper Pedersen i Superliga-regi.