Video : Tipsbladet
Superliga

Kenan Kodro langt fra holdet i FCK: Jeg føler, jeg har grebet chancerne

Kenan Kodro føler, at han har grebet de muligheder, han har fået i FC København. Han lider en smule under den fysiske spillestil.

Én af Superligaens dyreste reserver render aktuelt rundt i FC København.

Forud for denne sæson skilte løverne sig af med Andrija Pavlovic og købte Kenan Kodro, men bosnieren har foreløbig ikke været en større succes end sin forgænger. Aktuelt har angriberen spillet 17 minutters Superliga-fodbold siden 19. august.

For godt en uge siden fastslog FCK-manager Ståle Solbakken over for tipsbladet.dk, at Kenan Kodro er et stykke fra holdet, fordi han mangler kamptræning, men hovedpersonen selv føler, at han har leveret, når han har fået chancen.

- Jeg underskrev kontrakten 3. juli, da holdet næsten var færdig med preseason. Alligevel spillede jeg fra start i de tidlige faser af Europa League-kvalifikationen. Jeg spillede syv kampe og scorede fem mål. Da ligaen begyndte, valgte træneren andre angribere. Jeg synes oprigtigt, at jeg har grebet chancen, når jeg har fået den. Men det er træneren, der bestemmer, og det respekterer jeg, siger Kenan Kodro til Noticias de Gipuzkoa.

Han fastslår, at han med det samme kunne mærke, at han er kommet til en storklub.

- Så snart, du kommer, fornemmer du dens størrelse i landet og i Skandinavien generelt. Vi taler højst sandsynligt om den største klub i hele området, siger Kodro og tilføjer om Ståle Solbakken:

- Han er en meget respekteret træner og en karakter. På grund af denne karakter er han meget medlevende, og han ved præcis, hvilken type fodbold han gerne vil have. En klassisk 4-4-2, direkte spil og en masse fysik.

Kenan Kodro understreger, at han til tider godt kan lide under den massive fokus på fysikken. 

- Sandheden er, at det koster en lille smule for mig. Men det er meget normalt for en spiller, der for godt et år siden var i den spanske liga. Det samme skete for mig, da jeg kom til Tyskland, lyder det fra FCK-angriberen med en fortid i Mainz 05. 

Det foreløbige højdepunkt for Kenan Kodro i FCK-trøjen var hattricket mod UMF Stjarnan i Europa League-kvalifikationen. Han har kontrakt med løverne frem til sommeren 2022.