Video : Tipsbladet
Superliga

Kenneth Andersen: Rigtig god balance på holdet

FCM-træner Kenneth Andersen er tilfreds med, at holdet står sammen, når der opstår modgang.

FC Midtjylland kom tilbage på sejrssporet, da de fredag aften tog en 1-2 sejr i Hobro. Der stod 1-1 med ti minutter igen, men indskiftede Mayron George blev redningsmanden, da han skovlede bolden over stregen til 1-2. 

FCM-træner Kenneth Andersen er yderst tilfreds med indsatsen i første halvleg, og han mener også, at det var en fortjent sejr, som Ulvene tog fredag aften.

- Vi er rigtig godt tilfredse med første halvleg. Hvis vi skulle være utilfredse med noget i pausen, så er det vel, at vi ikke fører 2-0 eller 3-0. Så får Hobro udlignet, og det er klart, at det giver dem noget energi. Men jeg synes fortjent, at vi tager energien tilbage og får lagt tryk på, så vi fortjent vinder til sidst, siger FC Midtjylland-træneren til TV3 Sport efter kampen.

FC Midtjylland fik uafgjort efter at være kommet bagud i mandagens opgør mod FC Nordsjælland, og mod Hobro fik de sejren til sidst. Han er tilfreds med udtrykket, når der opstår modgang

- Vi har en rigtig god tro på, at selvom vi kommer bagud, så skal vi nok komme tilbage. Der er en rigtig god balance på holdet, så de inde på banen kan hjælpe hinanden videre. Vi vil da gerne spille 90 minutter, som vi spiller i første halvleg. Vi har i alle kampe haft lidt udfald, hvor vi giver lidt væk. Så det arbejder vi hårdt på hver eneste dag, siger Kenneth Andersen. 

Næste opgave for FC Midtjylland er på onsdag, når Kolding venter i Sydbank Pokalen.