Kenneth Emil vil have sin plads tilbage
Illustration
Superliga

Kenneth Emil vil have sin plads tilbage

Kenneth Emil Petersen var efter en skadespause med på bænken mod FC Vestsjælland, men han vil have den plads tilbage, som Rasmus Thelander lige nu sidder på.

Siden Kjetil Wæhler forlod AaB, har holdets midterforsvar bestået af Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen. Sidstnævnte har dog været skadet i opstarten, og Rasmus Thelander har spillet de tre første kampe i denne sæson.

Mandag aften var Petersen tilbage i truppen, men Thelander blev valgt i stedet. Petersen har spillet 90 minutter to gange for reserveholdet, og drømmer nu om at få sin plads tilbage.

- Jeg synes, det begynder at ligne noget igen. Det er selvfølgelig en lang periode, jeg har været ude, og det har krævet en masse ekstra arbejde, men jeg føler, jeg er ved at være der igen, siger Kenneth Emil Petersen til Nordjyske og erkender, at Rasmus Thelander har gjort det godt i hans fravær.

- Thelander har gjort det fremragende.

Kent Nielsen roste forud for mandagens dyst mod FC Vestsjælland Rasmus Thelander for præstationerne mod FC København og Esbjerg. Holdet tabte dog opgøret med 2-0, og AaB-træneren kan meget vel vælge at skifte ud på et par pladser til opgøret mod OB på søndag.