Video : Tipsbladet
Superliga

Kent N.: Vi har et offensivt DNA

Kent Nielsen erkender, at Silkeborgs kvaliteter ligger i det offensive spil.

Silkeborg har lavet otte scoringer i sæsonens første seks kampe, men står alligevel noteret for bare to point.

Oprykkerne har nemlig lukket 17 mål ind i den anden ende, og cheftræner Kent Nielsen erkender, at holdets forcer ligger i det offensive spil.

Den rutinerede træner har dog set defensive forbedringer mod FC Nordsjælland og SønderjyskE.

– Vi har mange spillere, hvis spidskompetencer ikke er i den defensive del. Derfor skal vi som kollektiv være bedre til at hjælpe hinanden, og det er det, som vi øver os lidt i, indleder Nielsen over for klubbens hjemmeside og fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at vi i vores trup har et mere offensivt minded DNA. Og selvfølgelig kan vi også blive dygtigere defensivt, og det synes jeg egentlig også har været fornemmelsen i de sidste to kampe. Her har vores modstandere så været mere effektive end os.

Silkeborg står søndag over for Esbjerg, som heller ikke har fået den bedste start på sæsonen, men Kent Nielsen udtrykker alligevel stor respekt for vestjyderne.

– De har en stor tydelighed i deres spil, som man også så sidste år. De har gjort det rigtig stærkt, og har nu også fået deres første sejr i denne sæson.

Opgøret mod Esbjerg løber af stablen klokken 14.00 på Blue Water Arena.