Video : Tipsbladet
Superliga

’KEP’ udelukker ikke karrierestop: Det ville ikke være en bombe

Kenneth Emil Petersen tænker ikke på fremtiden, men indrømmer, at det ikke ville være en stor overraskelse, hvis den kommende sæson bliver hans sidste.

For knap to år siden skiftede Kenneth Emil Petersen fra AaB til OB på en treårig aftale, som udløber næste sommer. Til den tid vil Petersen være fyldt 34 år, og spørgsmålet om, hvorvidt han har tænkt sig at fortsætte sin aktive karriere, begynder at trænge sig på.

Den erfarne stopper, der også er kendt som ’KEP’, afslører dog i podcasten Stemmer Fra Ådalen, at han hverken tænker over karrierestop eller forlængelse, men at han tager et halvt år ad gangen.

Til gengæld medgiver han, at det ikke vil være en overraskelse, hvis han stopper karrieren næste sommer.

- Jeg nyder egentlig bare at være her, og så har jeg godt en bevidsthed om, at når den her kontrakt udløber, er jeg 34 år og seks-syv måneder. Jeg bliver heller ikke hurtigere, og jeg synes, at nogle af de unge bliver ret meget hurtigere. Så jeg vil sige, at det er ikke en bombe, jeg smider, hvis det her er min sidste kontrakt og det sidste år i min fodboldkarriere, fortæller Petersen, der også kalder det for en speciel periode:

- Men det er jo sindssygt svært at snakke om. Jeg kan også mærke det helt inde i mig selv, når jeg snakker om det her. Fodbold har været en del af mit liv i 15 år, og nu står man lige pludselig og får de her spørgsmål, og det sætter nogle tanker i gang, og lige pludselig er der også nogle følere ude fra noget andet end fodboldspillet, og det er en meget speciel periode, når man godt ved, at det er ved at være slut.

Kenneth Emil Petersen har tidligere spillet for AC Horsens og AaB.