Video : Tipsbladet
Superliga

Kian Hansen indblandet i Helenius' skade: Klart han blev forskrækket

Kian Hansen var skyld i den skade, som Nicklas Helenius fik i anden halvleg i kampen mellem FCM og OB søndag aften. Han beklager nu.

OB's Nicklas Helenius måtte bæres fra banen søndag aften i kampen mellem FC Midtjylland og OB efter en hovedstødsduel med FCM'eren Kian Hansen. Her var det en situation, hvor Hansen trådte på Helenius' læg på vej ned fra duellen.

Det så i det hele taget meget slemt ud, og Kian Hansen var da også pårvirket af oplevelsen efter opgøret. Det gør han klart i et interview med B.T.

Her slår han blandt andet fast, at det ikke var med vilje, ligesom han også fortæller, at han nåede at tale med Helenius efter kampen.

- Han er egentlig ved okay mod, synes jeg. Det er jo klart, han bliver forskrækket. Det er jeg sgu ked af, må jeg sige, lyder det fra Kian Hansen.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor alvorlig skaden er, og OB-angriberen skal nu have scannet sit knæ for at finde ud af, hvordan omfanget er. Det er dog klart, at hvis det ender med at vise, at korsbåndet er skadet, så kan Helenius sagtens være ude resten af sæsonen.

Kampen mellem FC Midtjylland og OB endte desuden med en 2-0-sejr til midtjyderne efter et straffesparksmål af Jakob Poulsen i første halvleg og siden en scoring af Frank Onyeka, som sikrede de danske mestre sejren.

Næste opgave for OB, der nok bliver uden Helenius, er mod FC Nordsjælland.