Kim Aabech føler sig fejlplaceret i Horsens
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Superliga

Kim Aabech føler sig fejlplaceret i Horsens

Kim Aabech kom ind som joker mod Brøndby og scorede til 2-2, men for den 33-årige profil skal fremtiden hverken være som joker eller på venstre kant.

Kim Aabech viste i kampen mod Brøndby sin målnæse, da han udlignede til 2-2 på Brøndby Stadion, men for den teknisk fremragende boldspiller har starten i AC Horsens ikke været helt efter den bog, han selv gerne vil skrive. 

I sine to første kampe har han nemlig optrådt som venstre kant til trods for, at han selv ser sine bedste kvaliteter liggende på den centrale midtbane. 

- Jeg har haft en snak med Bo Henriksen i denne uge, for det var ikke min plads på venstrekanten. Jeg har følt mig fejlplaceret, og det er ikke gået særlig godt for mig. Jeg skal spille i front eller på højrekanten, hvor jeg kan rykke ind i banen, fortæller Kim Aabech til Horsens Folkeblad.

I kampen mod Brøndby havde Bo Henriksen placeret Kim Aabech som reserve, da der var brug for mere arbejdsomme spillere i startopstillingen i den svære udekamp, men efter kampen slog træneren fast, at der nok skal blive plads til Kim Aabech andre steder på banen end på venstrekanten.

Med det ene point i Brøndby står AC Horsens fortsat som ubesejret i Superligaen efter tre uafgjorte kampe, hvilket ikke mange havde spået inden sæsonstarten. Næste opgave for Bo Henriksens mandskab bliver igen på udebane mod Randers FC.