Video : Tipsbladet
Superliga

Klubberne enige: SønderjyskE køber Riddersholm fri af Vendsyssel

En aftale mellem SønderjyskE og Vendsyssel gør, at Glen Riddersholm ikke misser opstarten i sin nye klub.

Glen Riddersholm kommer ikke til at misse noget af SønderjyskE-opstarten. En aftale mellem SønderjyskE og Vendsyssel FF betyder, at sønderjydernes nye cheftræner tiltræder per 1. januar.

Først lød meldingerne ellers på, at Vendsyssel ikke ville slippe den afgående sportsdirektør før tid, og kontrakten derfor først ville træde i kraft fra den 1. februar 2019, men klubberne er nået til enighed til stor glæde for SønderjyskEs sportschef Hans Jørgen Haysen.

- Det gør selvfølgelig en forskel. Det er allerbedst, at han starter nu her. Heldigvis kunne vi nå hinanden, siger sportschefen til JydskeVestkysten om den aftale, som de to klubber har lavet.

I Vendsyssel glæder de sig også over, at parterne er nået til enighed, selvom de ikke har været tilfredse med den måde, som klubbens nu forhenværende sportsdirektør har handlet på.

- Vi har indgået en, efter omstændighederne, tilfredsstillende aftale med SønderjyskE, som kompenserer os på tilfredsstillende vis, hvorfor vi har valgt at fritstille Geln Riddersholm pr. 1. januar 2019, udtaler bestyrelsesformand Jacob Andersen i en pressemeddelelse.

Den tidligere FC Midtjylland og AGF-træner har skrevet kontrakt med SønderjyskE til sommeren 2022.