Video : Tipsbladet
Superliga

Kofod vil gentage mirakel

FC Nordsjælland skal sætte sin lid til, at alt går op i en højere enhed på søndag.

En nærmest historisk tæt Superliga bliver søndag delt op i to, når grundspillet sluttes.

Som det er nu, ser FC Nordsjælland ikke ud til at blive en del af den eksklusive top seks, men der er stadig håb for tigrene.

Første skridt er en sejr ude mod Vendsyssel FF, mens Brøndby IF, Esbjerg fB eller Randers FC skal smide point.

Det giver minder om til for to år siden, hvor FC Nordsjælland akkurat fik sneget sig med i top seks med en sejr over FC Midtjylland i runde 26.

– Vi skal ligesom dengang spille på en meget svær udebane. Vi er klar over, at det bliver vanskelige betingelser i Hjørring mod et godt hold, som vi tabte til sidst i pokalen, endda på hjemmebane. Men vi er i en god stime og har spillet gode kampe her i foråret. Der er god energi på holdet og tro på de, siger Magnus Kofod til fcn.dk.

– Lige nu føler vi, at vi burde have været i mål i forhold til Top 6, men det er vi ikke, for vi har ikke fået de point, vi har haft muligheder for. Og så er det prisen for et svingende efterår. Det viser også, hvor vigtigt det er, at man præsterer mere konstant over hele sæsonen.

Magnus Kofod forklarer også, at erfaringen fra europæiske opgør tidligere på sæsonen skal hives frem på søndag.