Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-anfører: Vi har brug for min spillestil

Niklas Backman fremhævede efter sejren over OB sin spillestil som værende vigtig for AGF's stærke sejrsstime.

Niklas Backman var med i alle 90 minutter, da AGF fredag aften vandt for femte gang i træk med 2-1 over OB i 3F Superligaen.

Selv om det ikke blev til clean sheet i kampen mod OB, havde østjyderne inden opgøret holdt buret rent fem kampe i træk.

Stimen startede, da anfører Backman kom tilbage på holdet igen efter at have siddet ude med skade i starten af sæsonen.

Han mener selv, at hans defensive spillestil var lige, hvad der skulle til for AGF.

- Jeg er en "no-nonsense-defender" (kompromisløs forsvarer, red.) – lidt mere gammeldags i mit defensive spil. Det havde vi brug for efter en dårlig start på sæsonen, siger Niklas Backman.

Læs også:Superligaens bedste: Hobro-krumtap indhenter Lucas Andersen

En anden årsag til, at det kører på skinner for AGF for tiden, er ifølge Backman den gode atmosfære på holdet.

- Vi arbejder hårdt for hinanden, og det er vigtigt, når ligaen er så tæt, som den er.

- Stemningen i truppen har ikke været bedre i min tid i klubben, end den er nu, siger svenskeren, der har været i AGF siden 2016.

Matchvinderen mod OB, holdkammeraten Mustafa Amini, anerkender også anførerens vigtighed hos den østjyske klub.

- Han er en virkelig god forsvarsspiller og leder holdet nede bagfra, så på den måde er han vigtig, siger Mustafa Amini.

Læs også:Månedens Superliga-spiller skal findes i Jylland

Alligevel vil australieren også gerne fremhæve reserverne, som han også har fuld tillid til.

- Vi har også to andre rigtig gode midtstoppere, Jesper Juelsgård og Sebastian Hausner, som er klar, hvis der skulle komme skader.

- Vi har to-tre gode spillere til alle positioner, så på den måde er vi godt dækket ind.

AGF kan hente sjette sejr på stribe, når FC Nordsjælland gæster Aarhus i næste runde.

/ritzau/

Læs også:OB-stopper: AGF var kyniske

Læs også:AGF-spids efter ny sejr: OB var bedst i dag

Læs også:LIVE: Sådan gik det til, da OB tog imod AGF

Læs også:Amini sender sejren til Aarhus med klassekasse mod OB