Når sæsonen går på hæld, står Kasper Pedersen lige nu til at have kontraktudløb i AaB, men aftalen mellem forsvarsspilleren og den nordjyske Superliga-klub kan meget vel blive forlænget.
Over for NORDJYSKE kan AaBs sportsdirektør Allan Gaarde bekræfte, at de to parter er i dialog om at forlænge kontrakten, men det er endnu uvist, om de kan nå til enighed.
Det er endnu også uvist, om Rasmus Würtz og Kasper Risgård fortsætter i AaB efter denne sæson. De to bundrutinerede midtbanespillere har også kontraktudløb til sommer, men her bliver der tøvet en smule mere med at forlænge aftalerne.
25-årige Kasper Pedersen er fast mand i det centrale forsvar, mens hverken Kasper Risgård eller Rasmus Würtz er fast inventar på den centrale midtbane.