Video : Tipsbladet
Superliga

Kontraktudløb til sommer: Akharraz og Helsingør ser tiden og hinanden an

Først skal Osama Akharraz tilbage i topform, så beslutter parterne, om de skal forlænge samarbejdet. Offensivspilleren er dog et par uger fra at være skadesfri.

FC Helsingørs trup er fuld af uerfarne spillere - i hvert fald i Superliga-sammenhæng - men i Osama Akharraz har de en mand, der har spillet 127 kampe i den bedste række. Problemet er bare, at oprykkerne ikke har fået nok ud af ham.

I december gjorde cheftræner Christian Lønstrup det klart, at han var skuffet over Akharraz og mere end antydede, at offensivspilleren var i fare for ikke at få forlænget sin kontrakt, der udløber til sommer. Men i forårets to første runder har Akharraz ikke været i stand til at modbevise sin træner, da han har været skadet.

Osama Akharraz blev skadet på træningslejren i januar, og i FC Helsingør forventer de, at han er ude i endnu et par uger. Måske efter holdet har mødt Randers FC i midten af næste uge, kan han gøre comeback.

Og hvor stiller det så parterne og deres fremtidige samarbejde?

- Som det er nu, skal vi have Osama i gang, det er punkt ét. Kan vi få ham i gang, kan han blive en rigtig vigtig spiller for os. Og kan han det, kan der også være ganske kort til en kontraktforlængelse, siger administrerende direktør Janus Kyhl til tipsbladet.dk.

- Får vi omvendt ikke løst den opgave, synes Osama måske ikke, det er det fedeste i verden at spille i Helsingør, og Helsingør synes måske ikke, det er det fedeste i verden at have Osama.

- Lige nu forholder jeg mig til, at vi glæder os til, at han er tilbage i forhåbentlig fin stand. Det er superærgerligt (med skaden, red.), men vi håber, han relativt hurtigt kan komme efter det. Han så rigtig godt ud i starten af året.

Det skal blive spændende at se, hvor hurtigt Akharraz genfinder kampformen, når han bliver skadesfri. Han nåede blot fem kampe for FC Helsingør i efteråret og fik altså en del af sin opstart ødelagt af skaden. Han sad desuden ude for Viborg FF i det meste af sidste sæson med en korsbåndsskade.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.