Video : Tipsbladet
Superliga

Kyniske FCK slår FC Nordsjælland i Farum

FC København hentede deres første sejr i Farum siden 2013, da de mandag besejrede FC Nordsjælland med hele 3-0.

FC København tog endnu et skridt mod at vinde det danske mesterskab, da de mandag eftermiddag hentede en kynisk 3-0-sejr over FC Nordsjælland i Farum. Det var FC Københavns første sejr i Farum siden 2013. 

Begge mandskaber kom til et par chancer i kampens indledning, hvor især holdenes målfarlige angribere truede.

Opgørets første chance tilfaldt gæsternes Dame N’Doye efter knap ti minutter efter fint forarbejde af Robert Skov, og kort efter havde også værternes Andreas Skov Olsen en chance. Ingen af dem fik dog sendt kuglen i mål.

Efter 25 minutter kom opgørets første scoring til gengæld. FC Københavns Peter Ankersen tog et løb ind i banen, hvor han spillede unge Jonas Wind i feltet. I stedet for selv at afslutte spillede Wind den videre til Viktor Fischer, der stod fri og køligt sendte bolden forbi Peter Vindahl i FC Nordsjælland-målet.

Efterfølgende var hjemmeholdets højre back, Karlo Bartolec, tæt på at udligne. Bartolec driblede forbi flere FC København-stoppere, før han afsluttede. FC Københavns Denis Vavro kastede sig dog i vejen.

I stedet kunne Dame N’Doye udbygge FC Københavns føring efter 33 minutter. Den senegalesiske målræv fik dirigeret bolden over målstregen med maveregionen efter et hjørnespark.

Efter pausen lagde FC København ud med at presse på, og det gav gevinst ti minutter inde i anden halvleg. Jonas Wind spillede flot Robert Skov i dybden, og i en en-mod-en-situation kunne Skov sætte sit 25. sæsonmål i mål.

Dermed var FC København godt på vej mod sejren, og de kunne også kontrollere kampen. FC Nordsjælland kom dog tæt på at reducere efter knap 70 minutter, da Bartolec forsøgte sig med en flugter. Stephan Andersen stod imidlertid i vejen i FC København-målet.

FC Nordsjælland kom generelt til et par chancer, hvor blandt andre Mikkels Damsgaard var tæt på at komme på tavlen, men gang på gang lykkedes det dem ikke at sende bolden i mål. 3-0 blev dermed også slutresultatet.

Resultatet betyder, at FC København har 11 point ned til FC Midtjylland, der dog har spillet en kamp færre - den spilles mandag aften mod Brøndby IF. FC Nordsjælland er til gengæld fortsat uden sejr i Mesterskabsspillet, hvor de ligger sidst.