Video : Tipsbladet
Superliga

Lammers om danske spillere: Ville ønske, de tænkte mere på fodbold

Hollænderen John Lammers fortæller i et stort interview med Tipsbladet om sine tanker om holdet i Esbjerg, der fredag åbner foråret i Superligaen med en udekamp mod AGF.

Når Esbjerg fB fredag aften går på banen i Aarhus mod AGF i Superligaforårets første kamp, bliver det med vished om, at top seks er inden for rækkevidde.

Det lå ellers ikke i kortene, da klubben kun lige akkurat fik kæmpet sig i Superligaen i sommer, men siden har hollandske John Lammers fået guidet sit manskab formidabelt frem, og klubben ligger nummer fire i dansk fodbolds bedste række med bare seks kampe igen af grundspillet.

Der er dog flere ting, der kan forbedres, og John Lammers mener faktisk, at nogle af de danske spillere kan drage inspiration fra det, Lammers kender fra Holland.

I et stort interview med Tipsbladet fortæller Esbjergs hollandske cheftræner, hvad han ville ønske, danske spillere havde, som hollænderne har.

- Jeg ville ønske, de tænkte mere på fodbold. På situationer i spillet. Alle arbejder hårdt, men jeg taler ofte om, at man også skal arbejde hårdt med sin hjerne, for fodbold er 70 procent med hovedet og 30 procent med hjertet. Her er det ofte omvendt. Nogle gange behøver man ikke løbe 50 menter. Man kan nøjes med fem, og så er problemet løst.  Det skal de tænke over, siger John Lammers til Tipsbladet og fortsætter:

- Jeg vil have, at de selv skal se løsningerne, for hvis man ændrer én ting, sker en masse andet. Jeg vil have, de skal tænke et eller to skridt længere frem. De skal lære. Nogle gange vil vi som trænere gøre alt. Det er, som om vi har et joystick. Det er ikke fodbold. Fodbold er at lave fejl, men at forsøge at lave så få som muligt og forsøge at få spillerne til selv at finde løsninger, for situationerne ændrer sig hele tiden. Det kan de blive bedre til. At læse kampene.

Esbjerg og AGF spillede 0-0, da de to hold mødtes i efteråret på Blue Water Arena i Esbjerg. Denne gang vil det med sikkerhed være EfB, der bedst kan leve med uafgjort, da AGF halter lidt efter i kampen om en top seks-placering. Der er kampstart 19.00 i Aarhus.

John Lammers, 55 år, har en fortid som træner for blandt andet FC Eindhoven og Excelsior - han havde selv en aktiv karriere, hvor han var en ganske profileret angriber i den hollandske liga, hvor han lavede godt med mål. Blandt andre for NAC Breda.