Video : Tipsbladet
Superliga

Lebogang Phiri: Brøndby er klubben, jeg vil spille for

Lebogang Phiri fastslår, at han hver eneste dag fortæller Brøndby IF, at det er klubben, han vil spille for.

Lebogang Phiri nærmer sig kontraktudløb i Brøndby IF, og allerede tilbage i januar kunne spillerens agent, Søren Lerby, fastslå over for tipsbladet.dk, at sydafrikaneren forlader Brøndby til sommer. New York City FC er interesseret, og i sidste uge skrev BT, at Phiri med sikkerhed skifter til den amerikanske klub til sommer.

Hvis man spørger Lebogang Phiri, holder han dog fortsat alle muligheder åbne, og han understreger, at hans hjerte stadig banker for de blå-gule, som han har repræsenteret siden 2013.

- Jeg har længe forhandlet med klubben om en kontrakt. Jeg fortæller dem hver dag, at det er her, jeg har lyst til at være, siger Lebogang Phiri til DR's Fodboldmagasinet.

For godt en uge siden blev Brøndby IF's sportsdirektør, Troels Bech, forholdt det faktum, at Lebogang Phiri synes at være på vej væk fra klubben, men også han holder døren på klem for sydafrikaneren.

- Det har været en noget lang dans, vi har været ude i, og vi har stadig et par måneder til at danse færdigt. Det står hen i det uvisse. Jeg hæfter mig ved, at "Lebo" har sagt, at han først vil snakke om det, når sæsonen er omme, og så skal det ikke være mig, der tvinger ham til at forholde sig til mine udtryk, sagde Troels Bech.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lebogang Phiris agent, Søren Lerby.