Video : Tipsbladet
Premier League

Manager hylder storspillende Kasper Schmeichel

Kasper Schmeichel storroses af Brendan Rodgers, Leicesters manager, efter sin præstation mod Burnley.

Leicesters målmand, Kasper Schmeichel, diskede i onsdagens kamp mod Burnley op med en fabelagtig redning, som var med til at sikre Brendan Rodgers' tropper det ene point.

Den danske landsholdsmålmand er Leicesters sikre valg mellem stængerne, og efter kampen mod Burnley, som endte 1-1, fik anføreren rosende ord fra den nordirske manager.

- Han er en topklasse-målmand, og i løbet af min tid her har der været mange øjeblikke, hvor bolden er på vej i mål, men så laver han en redning, siger Brendan Rodgers til Leicesters hjemmeside.

- Det er forskellen på de bedste målmænd, og han er oppe blandt de bedste målmænd i verden. Hans redning, og måden, han vippede den rundt om stolpen på, var fænomenal.

Det ene point betyder, at Leicester på Premier Leagues tredjeplads er et enkelt point bag Manchester United på andenpladsen. Næste kamp er lørdag mod Brighton på udebane.

Kasper Schmeichel har været i Leicester siden 2011, hvor han kom til fra Leeds.

/ritzau/