Lerager vil være profil på Viborg-holdet
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Lerager vil være profil på Viborg-holdet

Den 22-årige offensivspiller Lukas Lerager forlængede tidligere i ugen aftalen med Viborg FF. Nu vil han være en profil på holdet.

Lukas Lerager var at finde i startopstillingen, da Viborg FF åbnede med at tabe med 0-2 i første runde af Superligaen til FC Midtjylland. Viborg og Lerager gjorde det ganske udmærket, men var oppe mod Pione Sisto, der var i spilhumør og scorede to gange.

Lerager tegnede tidligere i denne uge en ny kontrakt med Viborg FF - en kontrakt, der ellers stod til udløb ved årsskiftet - og nu satser han på at blive en spiller, som træner Johnny Mølby tror på uge efter uge.

- Jeg skal have en masse kampe i Superligaen, blive en stor profil i Viborg FF og holde mig skadesfri. Og så skal jeg ellers blive ved med at være professionel i de ting, jeg gør. Vi lever af at spille fodbold, og derfor skal vi gøre det ordentligt og skrue på de parametre, som vi kan, siger Lukas Lerager til Viborg Stifts Folkeblad.

Lukas Lerager spillede i lørdags rollen som hængende angriber, da klubben altså tabte 0-2 på MCH Arena til de danske mestre.