Video : Tipsbladet
Bundesliga

Spansk legende tager over i Bundesliga-klub

Xabi Alonso er ny cheftræner hos Champions League-aktuelle Bayer Leverkusen.

Bayer Leverkusen giver den tidligere spanske landsholdsstjerne Xabi Alonso chancen for at etablere sig som træner på højeste niveau.

Onsdag skriver Champions League-klubben på Twitter, at 40-årige Alonso er ny cheftræner i klubben.

Han afløser schweizeren Gerardo Seoane, der er blevet fyret efter en skidt start på sæsonen med blot én sejr i otte ligakampe, en tidlig exit i pokalturneringen og nederlag mod Club Brugge og FC Porto i Champions League.

Xabi Alonso kommer til klubben med begrænset erfaring som træner. Han har dog været ungdomstræner og senest andetholdstræner i Real Sociedad.

Han tager til gengæld en enorm bunke erfaring som spiller med sig ind i sit nye job.

Som aktiv var han forbi Sociedad, Liverpool, Real Madrid og Bayern München. Han vandt blandt andet to Champions League-titler og fire nationale mesterskaber.

Han blev desuden verdensmester med Spanien i 2010 og europamester i både 2008 og 2012.

- Vi har med Xabi Alonso ansat en træner, der var absolut verdensklasse som spiller. Han er en intelligent strateg, som har været ekstrem succesfuld i ikke mindre end tre af Europas mest krævende ligaer, siger Leverkusens sportsdirektør, Simon Rolfes.

/ritzau/