Superligaen er godt i gang efter VM-playoff, der jo endte med den helt store jubel. Vi er klar med statistikken fra 16. runde i Superligaen.
Individuelt:
Rundens målkonge: Der var ingen over eller i nærheden af Teemu Pukki i denne runde. Den finske angriber sendte tre i kassen for Brøndby efter sin lange måltørke og var med til at sikre 4-2-sejren over FCN.
AGF's Mustapha Bundu var eneste mand med to scoringer og var ikke i nærheden af den tredje, så Pukki løber med prisen.
-----
Rundens aflevering: 16 spillerunde var ikke en af de mest afleverings-rige. For i andre runder har flere spillere været et fint stykke over 100 afleveringer på de 90 minutter. Men ikke denne gang. OB's Kenneth Emil Petersen er nummer to med sine 81 afleveringer men må se FC Københavns Pierre Bengtsson løbe med førstepladsen, da svenskeren stod for 91 afleveringer i nederlaget i Haderslev.
-----
Rundens luftkonge: Det har tidligere på sæsonen været nok at komme i nærheden af 10 vundne hovedstødsdueller for at komme i betragtning til førstepladsen. Men i denne runde bliver der nærmest sat nye standarder af norske Hobros Yaw-Ihle Amankwah, der i sejren mod Helsingør intet mindre end 16 gange vandt en duel med hovedet. Det er syv gange flere end de nærmeste spillere, der blandt andre tæller holdkammeraten Jonas Brix-Damborg og AGF's Morten "Duncan" Rasmussen.
------
Rundens sprinter: Silkeborgs Gregor Sikosek sprintede forgæves mod AGF, da han nåede en topfart på 33,13 kilometer i timen. SIF tabte nemlig kampen med 3-1 og farten rækker kun til andenpladsen, for ingen var hverken højere eller hurtigere end FC Midtjyllands Paul Onuachu, der i mandagskampen ude mod AaB fik sin lange krop op i en fart på hele 33,97 kilometer i timen.
-----
Rundens arbejdshest: FC Nordsjællands Emiliano Marcondes er nærmest som vanligt med i toppen af denne kategori, men han bliver overgået af en spiller, der oven i købet var med til at besejre ham. For det er Brøndbys Simon Tibbling, der snupper titlen med sine 13.432 løbede meter i kampen.
------
Rundens oprydder: AGF har tre mand i top fire i denne kategori. Mustafa Amini og Jens Stage stod begge for fire bolderobringer mod Silkeborg, OB's Kenneth Emil Petersen havde en mere, men det er ikke nok til at være i nærheden af AGF-forsvareren Niklas Backman, der syv gange i 3-1-sejren over Silkeborg IF erobrede bolden.
------
Rundens hårdeste: En stribe spillere stod for fire tacklinger i kampene, SønderjyskEs Troels Kløve tacklede en FCK'er fem gange, men det bliver en OB'er, der løber med prisen. For Ryan Johnson Laursen stod nemlig for hele seks tacklinger i 0-0-kampen mod AC Horsens.
Hold:
Rundens engle: Ingen hold i denne runde slap for at blive noteret i dommerens bog for et gult kort. AaB, FC Nordsjælland, Lyngby BK, AGF og Silkeborg fik kun et kort, så det er her vinderen skal findes
FC Nordsjælland stod for 10 frispark, Lyngby BK, AGF og Silkeborg alle for ni frispark, hvilket betyder at AaB tager prisen, da holdet i mandagskampen kun syv gange stod for et begået frispark.
------
Rundens boldbesiddelse: Krisen i FC København er markant efter endnu et nederlag. Denne gang oven i købet til SønderjyskE, som ellers aldrig tidligere har besejret københavner-holdet. Med en afstand til Brøndby på hele 14 point, lader det til, at guldkampen i denne sæson skal være uden FC København som en faktor. Og det er nok en ringe trøst for klubben, at man havde rundens højeste boldbesiddelse, da det blev til 3-0 i Haderslev. FC København havde bolden i hele 65 procent af tiden.
------
Runden inden for rammen: Når scoringseffektiviteten ligger på nul, gælder det om at finde de positive ting frem. Det kan AC Horsens tale med om i denne runde. For kampen mod sluttede 0-0 efter en klar dominans til Den Gule Fare, men ind ville bolden ikke. AC Horsens havde 11 afslutninger på mål, hvilket er syv flere end AGF på andenpladsen.
------
Rundens skarpeste: Randers FC har i denne sæson ofte manglet skarphed, når chancerne bød sig. I kampen mod Lyngby BK viste holdet netop hvor vigtigt skarpe afslutninger er i en hård liga. Randers afsluttede ni gange i kampen, fem gange inden for rammen og tre af boldene gik i mål. Det giver en scoringseffektivitet på 33 procent. Det samme præsterede Brøndby med fire scoringer på 12 afslutninger. Derfor bliver det en deler mellem de to klubber.
------
Rundens dominator: Kan man tabe en fodboldkamp efter at have domineret i samtlige 90 minutter. Det kan man sagtens - også med 3-1. Det skete nemlig, da Lyngby og Randers mødtes i runden. Hjemmeholdet fra Lyngby BK havde i følge superliga.dk spilovertaget i samtlige 90 minutter, men hvad hjælper det, når Randers scorede flest.
Kilde: Superliga.dk