Ligastats: Horsens' hund, Brøndbys arbejdshest og FCK-dominans
Foto: Anders Brohus / Polfoto
Superliga

Ligastats: Horsens' hund, Brøndbys arbejdshest og FCK-dominans

Fight, comebacks, røde kort, straffespark og en masse mål. Ligastats ser nærmere på, hvordan ottende runde forløb for Superliga-holdene.

Ottende runde i Alka Superligaen bød på flere intense opgør. Med ingen 0-0'ere og kun en enkelt uafgjort er der en masse statistik at se på. AGF slog FC Nordsjælland - men dominerede de? Serge Deblé scorede to for Viborg - men var han den mest effektive? Og Brøndby sejrede i Aalborg - men skulle AaB have scoret? Vi ser nærmere på tallene bag rundens Superliga-kampe. 

Individuelt:

Rundens goalgetter: En rigtig goalgetter er angriber - i hvert fald i denne runde. Serge Deblé fra Viborg og Morten Duncan Rasmussen fra AGF var de eneste, der gjorde sig bemærket med mere end en enkelt scoring. Duncan fyrede kanonen af seks gange for at score to mål, hvorimod Deblé kun behøvede at løsne tre skud til at opnå sin måltotal. Serge Deblé er derfor rundens goalgetter.

Rundens playmaker: Der plejer altid at være en FCK'er i toppen af rundens playmaker, men ikke denne gang. Derimod er det to FCM'ere og en Lyngby-spiller, der har haft flest succesfulde afleveringer i denne runde. Kian Hansen fra FCM's centrale forsvar havde tredjeflest med 140 og Lyngbys offensive midtbane Mikkel Rygaard havde næstflest med 156, men ingen havde flere succesfulde afleveringer i denne runde end Midtjyllands Jakob Poulsen, som fra sin position centrale på midtbanen havde hele 171 afleveringer, der ramte en medspiller. 

Rundens arbejdshest: Under 100 meter skiller de tre spillere, der løb længst i Superligaens ottende runde. Selvfølgelig, fristes man til at sige, er Mohamed El Makrini på listen, men han er ikke rundens arbejdshest med sine 12.910 løbede meter. Heller ikke Brøndbys Andrew Hjulsager vinder denne gang. Han må tage til takke med en tredjeplads med 12.884 meter, mens has holdkammerat Christian Nørgaard vinder rundens arbejdshest med 12.972 løbede meter. Men der var altså tæt løb mellem de tre midtbaneslidere.

Rundens oprydder: I Randers blev der sat ny Ligastats-rekord for flest tacklinger i denne sæson. Med ni vundne tacklinger vinder Kasper Enghardt ikke bare rundens oprydder, han sætter også ny rekord for flest vundne tacklinger indtil videre i denne sæson. Jeppe Andersen havde i Esbjergs kamp mod FC Midtjylland seks gennemførte tacklinger, mens tre spillere deler tredjepladsen med fem.

Rundens hund: Til trods for, at han inkasserede et direkte rødt kort, er Mads Fenger fra Randers ikke i spil til rundens hund. Han fik det for hands i feltet og begik derudover kun et enkelt frispark i sin kamp. André Bjerregaard fra AC Horsens viste, udover et blændende mål, også, at han kan være med i konkurrencen om at begå flest frispark. Hele syv af slagsen begik han og er derfor klart rundens hund. Mohamed El Makrini og Mathias Zanka Jørgensen begik begge fem og deler derfor andenpladsen.

Hold:

Rundens duks: Der var godt gang i dommernes kort i denne runde af Superligaen, og det er til trods for, at hverken Silkeborg eller AaB begik lovovertrædelser af en sådan grad, at de skulle noteres. AaB gav ellers dommer Michael Tykgaard 13 muligheder for at hive et kort op af lommen, hvorimod Silkeborg kun gav dommeren i deres kamp, Lars Christoffersen, ni muligheder. Rundens duks er derfor Silkeborg.

Rundens boldbesiddelse: Der er en første gang for de fleste ting. At Viborg er det hold, der havde mest boldbesiddelse i denne runde, er en sprit ny ting i Ligastats-sammenhæng. Med 59 procent af boldbesiddelsen i deres nederlag til AC Horsens, havde Viborg mest boldbesiddelse af alle. Lyngby havde 58 procent, og fælles for de to hold er, at de ikke formåede at udnytte boldbesiddelsen til sejr. Det gjorde FCM og FCK til gengæld med deres 57 procent, som er en delt tredjeplads.

Rundens ineffektive: I Randers-Lyngby var der en kontrovers lige før Mikael Ishak scorede 2-0-målet. Mathias Tauber blev sparket ned i åbent spil uden at have bolden, hvilket skal takseres med et rødt kort og et straffespark. Det straffespark kunne måske have ændret Lyngbys skæbne fra at være rundens mest ineffektive hold. De havde 19 afslutninger mod Randers-målet, heraf et straffespark af Mikkel Rygaard, men ingen af skuddene gik ind. Det er rigeligt til at vinde rundens ineffektive. 

Rundens dominator: De to hold, der dominerede mest i denne runde, er to hold, der begge vandt og begge formåede at gøre det uden, at deres modstandere fik scoret. FCM mod Esbjerg og FCK mod OB. Begge hjemmebanehold havde spilmæssigt overtage i 80 minutter. AGF formåede også at gøre livet surt mod FC Nordsjælland, hvor de ikke bare vandt 3-1, men også dominerede i 75 minutter af kampen. 

Rundens yngst og ældst: Alt er ved det gamle i rundens yngst og ældst. FC Nordsjælland var igen det yngste hold med en gennemsnitsalder på 22 år, mens Lyngby stillede med det ældste hold på 28,7 år. I kampen mellem Viborg og Horsens spillede begge hold med en gennemsnitsalder på 26,5 år. 

Kilde: Superliga.dk.