- Livsvigtige point på spil
Begge hold har kniven for struben, når der onsdag aften bliver budt op til dramatisk fodbold på Farum Park.
Randers FC er kun over stregen ved hjælp af en fornuftig målscore, mens hjemmeholdet svæver bare to point over stregen. Det er en kamp, der ingenlunde må tabes for nogle af parterne.
Randers FC kommer med en tabt kamp mod OB i erindring, men alligevel er der en del fra søndagens nederlag, der skal tages med til Farum.
- Vi skal præstere ligesom mod OB, hvor vi kæmpede stenhårdt og tude spille fodbold, siger Randers-anfører Søren Pedersen til tipsbladet.dk.
Da begge hold har kniven for struben, forventer Søren Pedersen en utrolig intens kamp.
- Der er utrolig meget spænding og nerve i den kamp, for der er livsvigtige point på spil. Vi har snakket meget om det op til kampen og det vigtige i, at vi skal turde spille for fuld skrue og ikke tænke for meget over selve situationen. Vi har prøvet det før og ved, hvad der skal til for at gøre det, siger han med henvisning til Randers' fantastiske comeback i Superliga-bunden for et år siden.
FC Nordsjælland er et hold, der også meget gerne vil frem ad banen og dyrker det hurtige og friske spil på banen, men det vil Randers forsøge at dæmme op for.
- Ud over, at vi selv skal frem og skabe en masse chancer er opgaven selvfølgelig også at ødelægge deres opspil. Jo mere vi lykkes med det, jo større er vores chancer for at vinde, siger Søren Pedersen.
Sæsonens to andre opgør mellem de to klubber er begge spiller i Randers og er endt med en sejr til hver. En ting, der dog i den grad taler mod en sejr til Randers FC er, at i de ni Superliga-opgør der tidligere er spillet mellem parterne i Farum har Randers endnu ikke vundet. Det er blevet til fem hjemmesejre og fire uafgjorte.