Video : Tipsbladet
Superliga

Lobjanidze-salg nærmer sig: Det ligger i kortene, at vi finder en klub

Randers FC mener, det er sandsynligt, at Saba Lobjanidze denne sommer bliver solgt fra Kronjylland.

Superliga-klubben Randers FC er klar til at skyde den dygtige kantspiller Saba Lobjanidze afsted denne sommer.

Georgieren har kun et år igen af sin aftale med klubben fra Kronjylland, og parterne er i det store hele enige om, at det nok er et meget godt tidspunkt at skilles denne sommer. I hvert fald hvis prisen passer Randers, og Saba Lobjanidze kan finde en klub, der passer til Lobjanidze.

Den 24-årige kantspiller kom til Randers for to år siden, og han har tidligere selv fortalt, at han gerne vil videre denne sommer, og Randers er også klar til at makke ret.

- Med alle de interesserede klubber ligger det i kortene, at vi finder en klub, som både er god for Saba og har et attraktivt tilbud til Randers FC, så det ser jeg som det mest sandsynlige lige nu, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til Randers Amtsavis.

Saba Lobjanidze skiftede til Randers FC fra Dinamo Tbilisi i 2017. Georgieren har spillet 69 Superliga-kampe indtil videre og scoret 20 mål i dansk fodbolds bedste række.