I sommer vendte Lucas Andersen hjem til AaB på en lejeaftale for hele den indeværende sæson, men det kan meget vel være, at han også er at finde i det nordjyske på den anden side af sommeren.
I hvert fald er Lucas Andersen positiv over for at blive i AaB efter lejeaftalens udløb. Han er under alle omstændigheder sikker på, at han ikke vil tilbage til schweiziske Grasshoppers.
- Lige nu kan jeg ikke se mig selv vende tilbage til Schweiz. Det tror jeg egentlig heller ikke, de (Grasshoppers, red.) regner med. Jeg tror primært, det er en sag mellem mig og AaB, hvad der skal ske, siger Lucas Andersen til Nordjyske.
- Hvis jeg kører videre i det her spor, kan jeg sagtens se mig blive i AaB. Det skal selvfølgelig også kunne lade sig gøre økonomisk, men jeg tror, AaB har en fin købsoption på mig, siger han.
Lucas Andersen har spillet 12 Superliga-kampe denne sæson og scoret fire mål.