Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby BK forlænger med midtbanespiller

Lyngby BK har forlænget kontrakten med den 21-årige midtbanespiller Magnus Westergaard.

Lyngby BK har haft kuglepennen fremme og har forlænget kontrakten med én af fremtidens mænd.

De kongeblå har således lavet en tre-årig aftale med den 21-årige midtbanespiller Magnus Westergaard, der har taget turen hele vejen op gennem systemet i Lyngby og foreløbig har spillet 19 kampe for førsteholdet. Han debuterede i 2018.

- Magnus viste sit store potentiale i den forgangne sæson og spillede flere gode kampe. Han fortsætter sin udvikling hver eneste dag, så selvom det kun er et halvt år siden, vi forlængede aftalen sidst, så det var en af prioriteterne at få en længere aftale på plads med Magnus. Det er heldigvis lykkedes, og vi er meget glade og tilfredse med, at vi nu er i mål, og at Magnus kan fortsætte sin udvikling her hos os i 3F Superligaen, siger sportschef Birger Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Også cheftræner Christian Nielsen er glad. 

- Vi har i glimt set Magnus’ topniveau allerede, og vi håber og tror i trænerteamet selvfølgelig, at vi kan udvikle Magnus yderligere. Magnus er rigtig vigtig for vores klub og er et produkt af vores strategi. Han er udviklet her, har fået sin debut og skal nu ind og konkurrere om startpladser i Superligaen. Vi glæder os til at arbejde videre med Magnus og til at forløse talentet yderligere, fortæller Christian Nielsen.

Magnus Westergaard spillede 19 minutter i Lyngbys 2-0-sejr over AaB i søndags.