Superliga

Lyngby-chef: Det er ikke tilfældigt

Lyngby kunne på nuværende tidspunkt have været reddet i Superligaen - hvis altså bare kampene kun varede 80 minutter.

Havde forårets fodboldkampe varet 80 minutter, var Lyngby allerede nu sikret endnu en sæson i Superligaen.

Sådan er fakta efter weekendens 1-0 nederlag til SønderjyskE, hvor Lyngby igen indkasserede et mål i kampens sidste 10 minutter. Denne gang i det 86. minut, da Quincy Antipas scorede bag Nicklas Højlund i Lyngby-målet.

I alt har Lyngby i dette forår mistet ni point i de sidste 10 minutter, mens et enkelt er vundet i dette interval. Allerede i forårets første kamp stjal Brøndby og Daniel Wass to point fra Lyngby, da man udlignede i overtiden. Siden har AaB to gange, FC Midtjylland, Esbjerg, FC København, Horsens og senest altså SønderjyskE en enkelt gang hver taget point fra Lyngby inden for kampens sidste niendedel.

Hvis Lyngby spillede i U/17-ligaen - og dermed kun spillede 80 minutter i hver kamp - så havde man ligget nummer fem på dette tidspunkt med 13 points forspring til Esbjerg og ni point til SønderjyskE. Så er der selvfølgelig ikke taget højde for, hvad de andre kampe var blevet med samme kamplængde, men også Superligaens halvlegsstilling giver anledning til rynkede øjenbryn i Kongens Lyngby.

For Lyngby er det hold, der har hentet tredjeflest point i første halvleg. Her har de 16 point ned til nummer 12, der er fra Randers. Lidt af en forskel fra den nuværende 11. plads.

Tipsbladet har derfor sat Lyngby-træner Niels Frederiksen stævne for at høre, hvad han mener om den negative tendens.



Statistikken siger, at I har mistet ni point i de sidste 10 minutter af kampene i foråret. Hvad siger du til det?

- Du har set statistikken, og vi andre har set fodboldkampene, så det ved vi godt. Det må vi bare konstatere, at det har vi gjort for ofte, og det kan gå hen og blive kostbart for os, siger Niels Frederiksen.


Hvor tror du årsagen ligger?

- Der er nogle, der har ment, at årsagen var, at vi fysisk ikke har været der, hvor vi skulle være. Det har muligvis været årsagen i nogle kampe, men situationen er jo også, at hvis du bliver trykket lidt tilbage på banen igennem en lang periode, så er det jo nogle gange et spørgsmål om tid, før modstanderen får brudt dig ned og får scoret. Men vi har så også spillet kampe, hvor jeg synes, det ikke har været tilfældet. Vi mister point relativt sent mod FCK, Esbjerg og i søndags, hvor vi ikke på nogen måde er trykket tilbage, men hvor kampen er helt lige, og der i princippet ikke nødvendigvis bør scores flere mål. Så det er en kombination af mange ting, men det har også noget med summen af vores kvaliteter at gøre. For det er selvfølgelig ikke helt tilfældigt, at de bliver ved med at score mod os på det tidspunkt.


Hvad kan du som træner gøre for at ændre denne negative tendens?

- Man kan jo tale lidt om, hvordan man griber de sidste 10 minutter an. Hvis kampen er uafgjort - og det er et resultat, vi kan bruge - så skal man måske tænke over, hvor meget man angriber. Man kan ændre lidt på systemet og alle de ting, der nu kan gøres for at gøre holdet endnu mere kompakt. Det har vi også brugt i nogle kampe, og så har det været med lidt varierende succes. Men det er jo et spørgsmål om at blive lidt klogere i de sidste 10 minutter.

Vidste du, at hvis I havde spillet 80 minutter i forårets kampe, så havde I været sikre på endnu en sæson i Superligaen?

- Den statistik synes jeg, at jeg har hørt før.

Hvordan har du det med det?

Det er sådan en lidt ærgerlig statistik, det er der ingen tvivl om. Men en kamp varer 90 minutter, og det skal jo helst ikke komme som en overraskelse for hverken os eller nogen andre. Det må vi jo håndtere og forholde os til.«