Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby dummede sig men vandt point

SønderjyskE var i overtal i mere end en halvleg ude mod Lyngby, men kampen sluttede med et 1-1 resultat, som ingen af de to hold for alvor kan bruge til noget.

En sejr ville betyde en del for både Lyngby og SønderjyskE, da de to hold krydsede klinger torsdag aften. En hjemmesejr ville sende Lyngby forbi Randers FC i bunden af kvalifikationsspillets gruppe 2, mens SønderjyskE kunne snuppe førstepladsen fra OB med sejr. 

Lyngby kom klart bedst ud til en underholdende indledning. Efter halvandet minut tog Simon Vollesen en god tur mod baglinjen, hvorfra han med et præcist indlæg fandt Herolind Shala. Uheldigvis for Lyngby-spilleren tog hovedstødet dog ydersiden af stolpen.

SønderjyskE haltede efter og kiggede for meget fodbold. Det resulterede i mange indlæg imod gæsterne, men efter 13 minutter lykkedes det sønderjyderne at komme frem til hele fire store chancer på bare et minut. I to omgange testede Christian Greko Jakobsen Lyngby-målmand Oskar Snorre, som dog klarede. Efterfølgende blev et SønderjyskE-indkast forlænget til Mads Hvilsom, der tæt under mål blev blokeret til et hjørnespark, som på ny gav en stor chance.

Minuttet efter var Lyngby farlige. Mathias Hebo Rasmussen leverede en finte af højeste karat, og med et resolut langskud var gæsterne kun en fin redning fra Sebastian Mielitz fra at komme bagud.

Fra 20. minut og frem faldt kampen en smule i intensitet. Lyngby sad på tingene mod et fornærmende dårligt sønderjysk pres, men helt farligt blev det ikke. Alligevel dummede værterne sig få minutter før pausen. Mathias Hebo Rasmussen gik satset ned i en tackling på Simon Poulsen, og med sit andet gule kort måtte Lyngby gå til pause i undertal og med 0-0.

Fra starten af anden halvleg havde Lyngby trods undertallet fortsat let ved at spille sig igennem sønderjydernes forsvar. Især 19-årige Gustav Marcussen gav gode prøver på sit talent, men langsomt bed SønderjyskE sig også mere fat i den anden ende.

Faktisk fik gæsterne helt fat, mens Lyngby begyndte at se trætte ud. Det kostede rundet 68 minutter. Mikael Uhre tog en god udfordring ude i venstre side, og han lagde bolden fornemt ind i panden på Mads Hvilsom, der for anden runde i træk scorede mod netop Lyngby. 0-1. Glæden blev dog kort for SønderjyskE. Allerede to minutter efter blev Lasse Fosgaard sendt i dybden, og hans flade indlæg blev rettet af og gik i kassen til 1-1.

Kampens slutfase bølgede frem og tilbage, men begge hold virkede tilfredse med remis. Alligevel burde Mads Hvilsom have afgjort tingene, da dog forspildte en god chance med unødvendige driblinger i stedet for at sparke på mål.

Det hele sluttede 1-1 i Lyngby, og med resultatet er Lyngby stadig sidste i gruppe to, mens SønderjyskE er på andenpladsen lige efter OB.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.