Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-formand: Ejerlukning kan påvirke klubben

Torben Jensen, der er formand for bestyrelsen i Lyngby Boldklub og direktør i Hellerup Finans, der er hovedaktionær i klubben, regner som udgangspunkt ikke med, at lukningen af sidstnævnte får indflydelse på Superliga-klubben. Men hvis ikke kreditorerne er med på planen, kan det godt ske, erkender han.

Hellerup Finans, der er hovedaktionær i Lyngby Boldklub, skal lukke, og medarbejderne er alle blevet opsagt. Det fortalte direktør Torben Jensen til Berlingske tidligere på dagen, og siden har det stået uklart, hvilken betydning det får for Superliga-klubben.

Torben Jensen, der også er bestyrelsesformand i Lyngby, forventer dog ikke, at det får den store betydning. Det siger han i hvert fald til Ekstra Bladet. Samtidig erkender han dog, at det ikke er givet, at lukningen ikke kommer til at påvirke Lyngby.

Det kommer an på, hvordan dem, der har penge til gode i selskabet, tager imod lukningen. Selskabet skiftede for tre uger siden navn til Selskabet af 1. juni 2005 A/S.

- Det er vores håb, at vi kan lave en solvent lukning af 1. juni 2005 A/S. Men det er klart, at det i sidste ende kan påvirke Lyngby Boldklub, hvis ikke kreditorerne af 1. juni 2005 A/S vil acceptere situationen, siger Torben Jensen til Ekstra Bladet.

Avisen mener samtidig at vide, at klubben på dagens generalforsamling præsenterer et underskud på 11 millioner kroner. Det skal ses i lyset af det seneste regnskab, som gav 25 millioner i minus, og kommer efter et år, hvor tv-pengene i Superligaen steg, og Lyngby solgte Jens Odgaard til Inter.

Torben Jensen og Hellerup Finans havde i lang tid sat Lyngby Boldklub til salg, men formåede ikke at finde en køber til klubben. I sommer besluttede man sig så for, at man ikke ville sælge alligevel.

Til trods for, at det er svært at tjene penge på fodbold, især i området nord for København, var Torben Jensen optimistisk omkring at gøre klubben til en overskudsgivende forretning. Eksperter, som tipsbladet.dk talte med i efteråret, var dog knap så optimistiske.

- Hvis ikke den primære drift hviler i sig selv, er det svært at forestille sig, at nogle synes, at Lyngby Boldklub har potentiale, og at man kan bygge noget rundt omkring klubben. Det lyder rigtig fint, men problemerne starter med, at Lyngby ikke giver to-tre millioner i overskud om måneder, men en-to millioner i underskud. Det svarer til at starte sin bil, sætte den i første gear, og så kører den baglæns, siger sagde aktieøkonomen Per Hansen fra Nordnet.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra kommunikationschef Kristian Maimann, operational direktør Kenneth Mikkelsen og Torben Jensen. Kun Mikkelsen er vendt tilbage, men med meldingen, at kun Torben Jensen må udtale sig.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.