Lyngby leder stadig efter nye købere trods nedrykning: De har kondoleret
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Lyngby leder stadig efter nye købere trods nedrykning: De har kondoleret

'Friends of Lyngby' sidder nu på næsten alle aktier i Lyngby Boldklub, men havde håbet, at nogle flere af de tidligere aktionærer ville være med. Planen er dog fortsat at sælge dele af klubben videre til udlandet.

Lyngby Boldklub havde lagt meget i at redde livet i Superligaen. Det var, som en af medejerne sagde inden playoffkampene mod Vendsyssel FF, de to vigtigste opgør i nyere klubhistorie. Også vigtigere end kampen, der sikrede dem bronzen i fjor.

Men missionen mislykkedes, og næste sæson skal Lyngby på udebaneture til Thisted og Køge i stedet for Århus og Brøndby. Sådan en nedrykning kan jo i sig selv være betydningsfuld nok for en klubs fremtid, og den bliver det næppe i mindre grad af, at Lyngby er åbent til salg. Eller i hvert fald dele af klubben.

Det meste af foråret har ejerne, 'Friends of Lyngby', der reddede klubben i sidste sekund inden konkurs, talt med udenlandske investorer, om de ville lægge deres penge i Lyngby. Men selv om en Superliga-klub umiddelbart lyder mere attraktiv at investere i end en 1. divisionsklub, dør dialogerne bestemt ikke af nedrykningen, forsikrer formanden.

- Vi fortsætter med vores redningsplan, som er, at vi søger et samejerskab med en udenlandsk samarbejdspartner. Det er der ikke ændret på. Forudsætningerne er ændret en smule, vi er ikke en Superliga-klub nu, men vi er meget væsentligt stadig en A-licens-talentklub. Det mister vi ikke, fordi vi rykker ud af Superligaen, siger bestyrelsesformand Tommy Petersen til tipsbladet.dk.

Så du er fortrøstningsfuld for, at det kan lade sig gøre, selv om I er rykket ned?

- Vi har selv ønsket at sætte dialogen på stand-by, så vi har selv sagt til dem: "Lad os nu lige få spillet sæsonen færdig, og lad os få afholdt et VM, og så lad os tage dialogen op igen, når vi alle sammen er klar og ved, hvad vi står overfor." Nu står vi så i den situation, der hedder relegation, som vores udenlandske partnere siger. De har skrevet og kondoleret, siger Tommy Petersen.

- Det er de betingelser, vi lever under, og det har de taget til efterretning. Vi er slet ikke i gang med at tale økonomi, men dialogen fortsætter, og det har været planen hele tiden. Det er de samme partnere, der stadig er interesseret.

"De samme" er ejerne af Aston Villa, ejerne af Club Brugge og et konsortium med fodboldfolk fra tre lande. Planen er, at 'Friends of Lyngby' skal fortsætte som medejere, når eller hvis de bliver enige med udlændingene om et køb.

Aktuelt sidder Lyngby-vennerne ifølge Tommy Petersen på 98,5 procent af aktierne. De overtog ellers kun omkring 70 procent i sin tid og havde håbet, at flere af de tidligere aktionærer ville fortsætte.

- Det var ikke vores mål at sidde tilbage med så stor procentdel. Vores mål var, at vi gerne havde set mange flere købt op, allerhelst dem alle sammen, for så havde vi fået rundt regnet fem millioner kroner mere i aktiekapital. Dem kunne vi godt bruge i dag, når vi ligger i 1. division, siger bestyrelsesformanden.

- Vi mener, vi havde givet dem et godt tilbud, som var, at de købte sig ind på samme vilkår, som vi kom ind i. Derfor ville vi gerne have dem med ombord, fordi jo flere vi var om at rejse klubben, desto bedre havde det været. Vi havde håbet på, at der var flere, der havde troet, at det var en god mulighed for at investere og fremadrettet være med til at sikre klubbens kapitalgrundlag.

Tipsbladet.dk fortalte i marts, hvordan knap en tiendedel af Lyngby-aktierne kunne ende på tvangsauktion. Læs den historie her.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.