Lyngby-træner: Ærgerligt for spillerne
U/21-landstræner Keld Bordinggaard skar mandag eftermiddag sin 40 mand store bruttotrup ned til 27 spillere og vil senere på ugen skære endnu fire spillere fra, så antallet rammer grænsen på 23 mand.
Lyngby BK havde inden mandagens præsentation fire spillere med i bruttotruppen, men da Keld Bordinggaard remsede sine 27 udvalgte op, var der kun blevet plads til målmand Nicklas Højlund.
LÆS OGSÅ: Her er Danmarks EM-trup
Venstre back Brian Hamalainen, midtbanespiller Anders Bleg Christiansen og angriber Patrick Mortensen blev alle skåret fra, hvilket ærgrer Lyngbys træner Niels Frederiksen.
- Jeg må først og fremmest sige, at det altså er et stærk felt, som Keld Bordinggaard har haft at vælge fra. Der er benhård konkurrence på alle pladserne, og vi har altså et stærkt U/21-landshold, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk.
- Men det er selvfølgelig ærgerligt for vores tre spillere, der er blevet sorteret fra. Der er forskellige årsager til det, men det er klart, at jeg gerne havde set dem komme med.
- Den jeg er mest ærgerlig over ikke er kommet med er AC (Anders Bleg Christiansen, red.) oven på det stærke forår han har præsteret for os. Men igen er der benhård konkurrence om midtbanen, så jeg har forståelse for Keld Bordinggaards valg.
LÆS OGSÅ: Hamalainen: Utrolig skuffet
Brian Hamalainen har siden sin debut i 2009 været mere eller mindre fast mand på holdet, men mandag blev han vraget til fordel for AaB's Michael Lumb, Jesper Juelsgaard fra FCM og Nicolai Boilesen fra Ajax.
- Brian har efter en lidt vaklende start på foråret spillet sig godt op i de seneste fem-seks kampe, og på den baggrund kunne han godt været blevet udtaget. Men som træner er der ikke noget, der hedder at man skal udtage på gamle meritter, så selv om Brian har været fast på holdet gennem længere tid, er det altså den nuværende form, der gør sig gældende.
- Og når der så et talent som Nicolai Boilesen brager igennem i Ajax, bliver det pludselig svært, og Brian har været oppe mod virkelig dygtige spillere om pladsen, siger Niels Frederiksen.
At angriberen Patrick Mortensen ikke er blevet valgt, kommer ikke så meget bag på Lyngby-træneren.
- Patrick har ikke spillet så meget for os i dette forår, og det har selvfølgelig spillet ind omkring hans chance for at blive udtaget, siger han.
Angriberen er kun noteret for otte Superliga-kampe i foråret, hvor fire har været som indskifter.