Superliga

Lyngby-træner sikret ved nedrykning

Niels Frederiksen er blevet garanteret, at han kan fortsætte som cheftræner, selv om Lyngby skulle ende med at rykke ud af Superligaen.

Lyngby-cheftræner Niels Frederiksen kan selv afgøre, om han vil fortsætte i sit job til næste sæson - uanset om holdet rykker ned i 1. division eller ej.

Klubben har således garanteret en kontraktforlængelse.

- Klubben vil gerne forlænge. I forhold til hvad den har fortalt mig, vil den gerne beholde mig, uanset om vi rykker ned eller bliver oppe, siger Niels Frederiksen til

Jyllands-Posten

.

Tilbuddet lyder imidlertid mest tillokkende, hvis der fortsat står Superliga på menuen, erkender han.

- Et år i 1. division ville være på andre vilkår i forhold til spillertrup, økonomi og de generelle forhold, og det gør det overordnet mindre attraktivt. Jeg udelukker ikke noget, men sådan er det bare. Sandsynligheden for at jeg fortsætter er størst, hvis vi spiller i Superligaen, tilføjer Lyngby-træneren.

Hvis Niels Frederiksen vælger at forlade Lyngby, kan han vende tilbage til jobbet som underdirektør i Danske Bank.