Video : Tipsbladet
Superliga

Efter premieresejr: Lyngby vil se tiden an inden flere indkøb

Lyngby kunne godt tilføje et par nye navne til truppen, men det afhænger af holdets formåen de kommende uger.

Lyngby kom søndag eftermiddag forrygende fra land i 3F Superligaen, da holdet slog AaB med 2-0 på oprykkernes hjemmebane.

Fortsætter de kongeblå oprykkere med at præstere som søndag, så kan det godt være, at svingdøren i Lyngby klapper i.

For på direktionsgangene vil man afvente at se, hvordan holdet lægger fra land, inden flere nye spillere hentes til klubben, fortæller sportschef Birger Jørgensen, der dog har noteret sig et par interessante navne.

- Vi kan godt have et skud eller to i bøssen, hvis vi selv skal bestemme, men det er vi lidt varsomme med.

- Vi vil gerne se, hvordan tingene ser ud efter sommerferien, og hvordan vi kommer fra start, siger Lyngbys sportschef og uddyber.

- Vi var spændte på, hvordan vi kom afsted med de nye spillere i en ny formation og række, men det fungerede jo meget godt.

Efter Lyngbys oprykning har klubben sikret sig seks spillere op til den nye sæson, hvor venstrebacken Patrick Da Silva, midtstopperen Kasper Enghardt, angriberen André Riel og kanten Emil Nielsen alle fik debut søndag.

De tilgange har gjort, at Lyngby-chefen føler sig godt dækket ind.

- I princippet er vi meget godt dækket ind. Vi har nogle skader i truppen, som vi selvfølgelig også håber på kan komme ind og gøre sig til.

Cheftræner Christian Nielsen har tidligere fortalt, at han godt kunne tænke sig at tilføje en midtbanespiller til Lyngby-truppen, og for at være interessant for oprykkerne er der klare kriterier, fortæller Lyngby-træneren.

- Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, som løn, alder og niveau. Det er også vigtigt, at spilleren kan se sig selv i vores klub med vores værdier.

- Det, vi værner om, er et stærkt omklædningsrum og spillere, der gerne vil hinanden, siger han.

Lyngby har i sommerens transfervindue taget afsked med seks spillere - blandt andre angriberne Jeppe Kjær og Danni König.

/ritzau/