Lynge - rullekonens søn fra Lollandsgade

Lidt unordjysk men man skal faktisk kunne lide sig selv
En anden ting, der betyder meget for ham, er, at de ansatte i klubben har det rart med at være i AaB, og at de derfor også snakker pænt om klubben, når det er forbi.

”Når Bøgelund stopper og melder ud, at det er den bedste klub, han har været i, og at de er faldet rigtig godt til i Aalborg, så bliver jeg glad. Så bliver jeg stolt. Det betyder noget for mig, at der er nogen, der kan sige det, for så lykkes det. Jeg har aldrig i min tid hørt, at en spiller har forladt AaB og har smækket med døren, Det er nærmest et værdigrundlag for mig,” siger han som svar på, hvad han har betydet for AaB.

Han noterer også, at AaB sammen med Brøndby er de eneste klubber, der ikke er rykket ud af Superligaen, som den har været kendt siden 1991, og så er der selvfølgelig også det med personen Lynge, sportschefen som nationen er på fornavn med, og som man har svært ved at finde folk, der ikke kan lide.

”Jeg tror, at jeg har været god til at sætte fokus på AaB, på at hype AaB. Det står også i min stillingsbeskrivelse: At jeg skal stå til rådighed for pressen og i øvrigt sælge AaB i de sammenhænge, jeg nu kan. Sælge logoet eller sælge klubben. Det er en af de ting, som jeg synes, at jeg har været rimelig god til.”

”Det at være sportschef er ikke raketvidenskab, men der er nogen ting, man ska’ ka’ ku’, synes jeg. Det offentlige rum er vigtigt, for hr. og fru Jensen ser ikke mit skrivebord. De ved ikke, om jeg er struktureret, og det er jeg ikke. Men de kan se produktet, de kan se de spillere, der kommer ind, de kan se vores hold ude på banen, de kan se spillerne, Kent og jeg på tv og i avisen. Så det er et must, at man tør, ja, jeg synes, at man skal elske det, at man skal kunne lide det.”

”Man skal faktisk kunne lide sig selv, og det er sådan lidt u-nordjysk at sige, men du er nødt til at kunne lide dig selv og turde være i rum med dig selv, for ellers ligger du under indflydelse af alle de ting, du bliver påvirket af hele tiden, før du tager en beslutning,” siger manden, der er blevet den fodboldmæssige stemme for en hel landsdel.

”Det er noget, der har udviklet sig hen ad vejen, og jeg skulle jo være et skarn, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan lide det. Fordi ellers bliver det sådan noget påtaget noget. Jeg kan godt lide at være på. Jeg kan godt lide også at få stillet de grimme spørgsmål og forsøge at forklare, hvorfor det er, at vi ser så dumme ud. Jeg kan godt lide at tage ud og holde foredrag, for jeg elsker at fortælle om AaB. Det er nemlig noget, jeg har forstand på. Der var en, der sagde, at det var sådan lidt stand-up-agtigt, men det er fordi, jeg har det så godt med det, at jeg er så glad ved det. Jeg synes, det er sjovt, og hvorfor skal man så stå og gøre det kedeligt og stå og fortælle om nogen firkantede tal eller et eller andet.”

”Jeg vil dog sige, at det ikke var et mål, da jeg startede, og man kunne også godt diskutere, hvor sundt det er, at en virksomhed bliver så personificeret, som den egentlig bliver omkring mig. Det har jeg selv været bekymret for. Men når jeg nu skal sige, hvad jeg er mest stolt over, mest ydmyg overfor, så er det egentlig, at man kan holde sig i 17 år i så højt profileret et job. Normalt bliver folk jo trætte af en, og så er det næsten ligegyldigt, om det du gør, det er rigtigt eller ej.”

”Uden sammenligning [griner] så skifter vi jo nogle gange regering og statsminister, fordi nu har vi fan’me fået nok af dem. Så kalder vi det godt nok noget andet, men vi er begyndt at se fejl ved vedkommende frem for at lægge mærke til det, der var det gode i starten. Det er også en af grundene til, at jeg synes, at tiden er ved at være der. Nu er jeg sluppet godt igennem så lang tid, men hvornår er det, snigskytterne ligger der og tænker, nu er det nok.”

”Jeg har jo fået nogle hug undervejs. Da vi havde ishockey, kunne jeg fan’me også få skæld-ud for det, når vi havde tabt en ishockey-kamp, selv om jeg ikke vidste noget om blue-line, offside og skidt og lort. Jeg får også meget skyld for alle de millioner, vi har brugt til ishockey og håndbold og college. Jeg sad jo ikke engang i direktionen på det tidspunkt. Så det er minusserne ved at være ham, de siger, der er AaB, for han må jo også have haft indflydelse på det. Men det har jeg ikke haft. Jeg har haft et fodboldhold. Jeg har været chef for fodboldholdet, og så har jeg i forskellige perioder været i direktionen,” siger manden der startede som sportschef og nu er både sportsdirektør og administrerende direktør en måneds tid endnu.

Fire U-kampe i ret godt vejr
Dobbeltjobbet det sidste års tid har slidt, men det er ikke grunden til, at det nu snart er slut. Det handler mere om timingen.

”Jeg har haft tanken før, men det afgørende for mig, det var at finde tidspunktet, hvor jeg syntes, det var det rigtige. Og det er det nu. Økonomien er bedre, end den har været i meget lang tid. Jeg synes, vi har et fodboldhold, der er til for en ny at komme og bygge videre på. Og vores talentudvikling køres som en fantastisk model, der bare skal forfines undervejs.”

”Alt det betød, at da jeg i vinter kunne se, at vi ikke rykkede ned, så var timingen der. Ellers ville jeg have skubbet den igen. Havde vi ligget skidt, og jeg ikke syntes, at jeg kunne være det bekendt at smutte, fordi det var noget af det, jeg havde lavet, som de kom til at døje med til næste år, så syntes jeg ikke, at jeg kunne gå. Men det var det rigtige tidspunkt, og så er det også godt, at der kommer nye kræfter til at kigge på tingene,” siger den afgående sportschef, der blev meldt ind i AaB i 1956, sagde et midlertidigt farvel i 1979, vendte tilbage et par år i slutningen af firserne og kom i spidsen af det hele fra starten af 1996.

Alt i alt et par og fyrre år – og alligevel er det meget svært for Lynge Jakobsen at sætte ord på, hvad AaB betyder for ham.

”Det er faktisk så vanskeligt. Det tætteste man næsten kan komme, og det siger jo heller ikke noget andet end dybden af det, det er, at det ind imellem nærmer sig utroskab overfor sin kone. Det der med, at man jævnligt vælger det vigtigste her i livet, sin familie, fra. Naturligvis har man fået tilladelsen til at gøre det, men det har fan’me også været let for mig.”

”Og hvad er det så? Er det murstenene? Er det klubhuset? Og så begynder man at snakke om det der skide logo, hvad er så det for noget? Jeg synes, det er vanskeligt at forklare, det der med at elske sin klub.”

”Men en af de ting jeg glæder mig til, når jeg stopper, det er at komme herude lørdag klokken halv elleve, en dag hvor det forhåbentlig er ret godt vejr, og så se U14, U15, U17 og U19 i røven af hinanden, og der er gået syv-otte timer. Snak’ med en masse mennesker. Gå ind og få lidt at spise i cafeteriet. Gå ud og se den næste kamp. Og ikke være...”

”Nu vil jeg gerne snakke med alle mennesker, men jeg skal ikke længere spørges om, hvorfor gjorde I ikke det, eller Lynge, jeg har en søn der spiller herude, og... Der er ikke noget galt i det, men det der med at være til rådighed altid. Jeg glæder mig sådan til bare at kunne snakke med uden at skulle tage det på skulderen eller huske lige at få det skrevet ned, for det har jeg lovet, at han får besked på på mandag. Bare gå rundt herude og være fodboldtilhænger, og se alle de unger løbe og spille. Det glæder jeg mig vanvittigt til, og det ligger der måske også lidt forklaring i.”

”For hvorfor skulle det være så interessant at se fire forskellige hold. Dem på U14, der går syv år, inden de kan spille på stadion. Men det er noget med at være på AaB. Så det er lige så meget menneskene i klubben, som det er logoet,” siger Lynge Jakobsen.

Og så glæder han sig til ferier uden transfer-forstyrrelser, impulsive ture ud i det blå og familiefødselsdage der passer til andre kalendere end hans. Og fru Gitte er ikke bekymret for at få ham hjem på fuld tid i huset i Storvorde.

”Nej, det er hun ikke. Vi er dog enige om, at vi ikke nødvendigvis behøves at gå med

 hinanden i hånden hele tiden, fordi jeg nu kommer hjem. Men ellers har jeg ikke besluttet mig for noget som helst. Jeg går sådan og lytter til, hvad der er nogen, der synes, de kunne bruge mig til. Det bliver ikke i nærheden af fuldtids, og det bliver ikke politik. Så skulle jeg have gjort det for mange år siden, men det har aldrig trukket i mig.”

”Men jeg har det sådan, at jeg skal ud og have dækket mine sociale behov på en eller anden måde. Og det er jo ikke for at nedgøre min kone, men jeg skal ud, hvor vi diskuterer noget, hvor jeg har det sjovt, hvor jeg er sammen med nogle mænd, ja der kan også godt være kvinder, og måske får vi også en øl bagefter og hygger os. Det gen, det er så stort ved mig, at det skal jeg dække. Ellers går jeg i frø. Og det skulle allerhelst være noget, der har et formål. Det der med at sætte sig ned på den lokale bodega, det er i hvert fald ikke mig. Det er heller ikke nok for mig lige at tage ud på AaB, og så sige hej, og hvor er det sjovt at være her. Jeg vil helst have, at der også er noget mening med det,” siger den 62-årige sportsdirektør.

De hulkindede 
knajter fra Kiev
Men det varer altså lidt, før de store spørgsmål skal besvares. Der er stadig et par hjemmekampe tilbage, hvor Lynge Jakobsen kan gå fra sin rastløse og stående placering bag pressepladserne og ned på sidelinjen med ankomst præcis i det 86. minut, så han kan følge med i afslutningen og sige tak for kampen til modstandere og medspillere med den lune og det gode humør, han gennem 17 år har været i stand til at formidle videre som et værdigrundlag i klubben.

For det handler det jo også om. At have det godt og at have det i respekt for dem, der vil bruge tid og penge på at følge den klub, som han selv elsker så højt. Det gør spillerne også, og hvis der en sjælden gang skulle komme lidt slinger i valsen, så har Lynge Jakobsen selvfølgelig en historie, der kan sætte dem på plads.

”Vi har en fantastisk spillertrup, og det synes jeg generelt, vi har haft gennem min tid i forhold til at gebærde sig over for vores fans. Stille sig op og skrive autografer, når der er brug for det. Men jeg har også verdens bedste billede, som jeg ind imellem tegner for dem, hvis jeg synes, det er nødvendigt.”

”Da vi spillede mod Dynamo Kiev i Ukraine i Champions League-kvalen i 99, da stod jeg dagen før kampen uden for hotellet og kiggede. Der stod så også to knajter, børn fra østeuropæiske lande, som de var dengang. Klippet helt i bund, hulkindede og i de der meget forvaskede træningsbukser.”

”Jeg vidste ikke, hvorfor de stod udenfor, men så kommer der en stor, flot fyr ud. Pænt jakkesæt, hvid skjorte og slips. Jeg kan huske ham lige så tydeligt. Jeg kan også huske, at han havde en fantastisk flot pige ved armen. Han går ud, og så står de to der og vil have hans autograf. Jeg kan se dem for mig, hvordan de står der med et lille hæfte og en blyant, og han så dem ikke en gang. Han. Så. Dem. Ikke. Og det ville have taget ham 10 sekunder at skrive dem. Men han hverken så dem eller reagerede på dem. Sådan noget kan jeg simpelt hen ikke ha’...,” siger Lynge Jakobsen.

Og så er det ved at være slut. Reserveholdets kamp er for længst gået i gang ude på træningsbanen, og selv om der stadig er mange spørgsmål tilbage på blokken og mange historier, man har lyst til at høre, så må der være en grænse for alt. Så vi slutter med lidt småsnak om den forestående afskedsreception, før han går ud til banen og hilser på Thomas Gaardsøe, der har taget plads i solen med et par store og venlige hunde, får en snak med sin søn og sin svigerdatter på sidelinjen og kigger lidt på spillerne. Så vender han om og går tilbage til kontoret, tilbage til opgaverne der snart slutter, måske endda med en bronzemedalje mod Randers FC i den sidste kamp som et fornemt punktum på grønsværen inde i betongryden.

Men selv om det snart er slut, så er der ingen tvivl om, at Lynge og den ånd han har podet ind i murstenene, i græsset, i spillerne, i stadion og i tilhængerne vil leve videre i AaB – og det er jo ikk’ så ringe endda, som man gerne siger det oppe på de kanter.