Video : Tipsbladet
Superliga

Målscorer Thomasen: Kæmpe forløsning

Jens Jakob Thomasen nettede for OB i 4-0-sejren over AC Horsens, og midtbanespilleren glædede sig både over scoringen og de tre point.

OB satte mandag aften AC Horsens til vægs med en suveræn slutspurt, der sikrede fynboerne en sejr på 4-0 og tre meget tiltrængte point.

Lige efter slutfløjtet udtrykte en af hjemmeholdets bedste spillere, målscorer Jens Jakob Thomasen, også stor tilfredshed med storsejren i et interview med TV3 SPORT.
- Vi er mega glade for sejren. Vi føler længe, vi har fortjent mere, end vi har fået. Nu har vi momentum og skal have flere point, siger Thomasen.

Den unge midtbanespiller startede på bænken, men blev allerede kastet i aktion efter et kvarter, da han erstattede en skadet Troels Kløve. Thomasen gjorde et fint indtryk og kronede aftenen med en flot scoring til 2-0, der reelt lukkede kampen.

- Det var mega forløsende at score, siger Thomasen til TV3 SPORT om 2-0-målet.

Med sejren er OB nu på ni point og har fem point op til Esbjerg på sjettepladsen.