Sergio Ramos og Gerard Piqué har ofte været i totterne på hinanden - især gennem udtalelser i medierne.
På pressekonferencen forud for Champions League-finalen sendte Ramos endnu en stikpille afsted mod Barcelonaspilleren.
- Jeg sendte ham en billet til finalen, men han har ikke svaret, sagde Sergio Ramos på pressemødet.
Piqué og Ramos har ofte været efter hinanden i forbindelse med El Classico-opgørene. For eksempel i april i år, da Real Madrid-spilleren beskyldte Barcelonaspillerne for at tale for meget om dommeren efter kampen.
- De tænker anderledes om spillet og snakker altid om dommeren. De gør vi ikke. Det er ikke vores stil. Pique taler altid om dommeren. Måske er det bedre at gøre, i stedet for at holde mund. Jeg er ikke ude på at skabe splid, sagde han til Daily Mail dengang.