Video : Tipsbladet
Superliga

Mads Agesen: Ny Randers-træner skal give tro og løfte spillere

Mads Agesen har fået et fint første indtryk af sin nye cheftræner, og han håber, at Ricardo Moniz kan være manden, der flytter Randers FC væk fra sidstepladsen i Superligaen.

I dag er Ricardo Moniz' første arbejdsdag som cheftræner i Randers FC, og han har fra begyndelsen travlt med at gøre sit hold klar til første udfordring. Det er nemlig allerede på lørdag, når Superliga-bundproppen møder rækkens førerhold, FC Nordsjælland, på udebane.

Med kun én træningsdag til at lære hinanden at kende er der ikke noget at sige til, at anfører Mads Agesen ikke har noget indgående indblik i sin nye cheftræners planer. Han lyder dog som en mand, der har fået et glimrende førstehåndsindtryk af hollænderen.

Han sætter sin lid til, at Moniz kan få Randers væk fra Superligaens kedeligste placering.

- Ja, det tror jeg da på. Det er jo ikke kun ham, der skal det, det er alle os 23 andre, og det er det, vi håber på: at han kommer med kompetencerne, og vi så kan få frigivet noget energi og ny tro på tingene, og at der måske vil være nogle spillere, der vil blive løftet af det, siger Agensen til klubbens egen Youtube-kanal.

Du kan se hele interviewet med anføreren i videoen i toppen af artiklen.