Mads Fenger missede belgisk skifte: Tog fejl af højden
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Mads Fenger missede belgisk skifte: Tog fejl af højden

Mads Fenger var tæt på at skifte til en belgisk klub, da hans højde pludselig kom i vejen.

Mads Fenger har rekorden for flest kampe for Randers FC og har tilbragt det meste af karrieren i den kronjyske klub, men i 2017 sagde han farvel til Danmark og de trygge rammer for at skifte til svenske Hammarby, hvor han har været lige siden.

I første omgang pegede pilen dog ikke mod Sverige for den dygtige midtstopper, der var så godt som klar for en klub i Belgien, da en noget speciel situation opstod og annullerede skiftet i 11. time.

Mads Fenger havde bestået det obligatoriske lægetjek og underskrevet kontrakten i Belgien, da aftalen faldt til jorden.

- Det var på grund af min højde. De havde fået oplysninger om, at jeg er to centimeter højere, end jeg i virkeligheden er. Det faldt det på - det er i hvert fald det, jeg har fået at vide, siger Mads Fenger ifølge FotbollDirekt.se til Supportrarnas Matchprogram.

Mads Fenger oplyser ikke, hvilken belgisk klub der er tale om, men et rigtig godt bud er Zulte Waregem, der dengang i 2017 viste konkret interesse for den mangeårige Randers FC-profil.