Mads Hvilsom: Udlandet er en drengedrøm
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Mads Hvilsom: Udlandet er en drengedrøm

Hobros Mads Hvilsom vil gerne videre til en udenlandsk klub.

I weekenden kom det frem, at Hobros topscorer Mads Hvilsom har tiltrukket sig interesse fra udenlandske klubber.

Angriberen er oppe på 12 sæsontræffere, og Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen har udtalt, at han tvivler på, at Mads Hvilsom fortsætter i klubben efter denne sæson. 

Selv er Mads Hvilsom uvidende om den udenlandske interesse, men han lægger ikke skjul på, at han gerne vil fortsætte karrieren uden for landets grænser.

Jeg er rigtig glad for at være i Hobro. Det har været det helt rigtige for min udvikling, og jeg er meget taknemmelig for den tillid de har givet mig. Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at det er en drengedrøm at komme af sted til udlandet. Da jeg skrev kontrakt med Hobro, var det ikke planen, at jeg skulle være her resten af karrieren. Det skulle være et springbræt, men om jeg kommer videre til sommer eller næste år må vi vente og se, siger Mads Hvilsom til Nordjyske Stiftstidende.

Mads Hvilsom har kontrakt med Hobro frem til sommeren 2016.