Mainz: Bengtsson havde haft svært ved at komme på holdet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Mainz: Bengtsson havde haft svært ved at komme på holdet

Venstre back Pierre Bengtsson er tilbage i FC København, der onsdag præsenterede svenskeren på en femårig aftale.

Pierre Bengtsson kan fra sommeren kalde sig FC København-spiller igen, efter han i to og et halvt år har været Mainz-spiller.

Den 29-årige svensker har ikke haft den ønskede succes i tyske Mainz, og i denne sæson har han været udlejet til franske Bastia fra Ligue 1 med succes, og nu er han altså tilbage på FC København-hænder.

Det er han, fordi han i Mainz ikke stod til at få en rolle på holdet i den kommende sæson, og i FC København ved Ståle Solbakken, hvad han får i Bengtsson. Samtidig kommer han til FCK i fin form efter en udmærket sæson i Bastia, hvor den svenske landsholdsspiller har været fast mand.

- Vores hold er allerede på plads til næste sæson, så det ville have været meget svært for ham at komme ind på holdet. Vi har fundet en god løsning for ham og for FC København, og vi ønsker ham alt det bedste med karrieren  og fremtiden, og vi håber, han får sportslig succes og holder sig frisk, siger Rouven Schröder, der er sportsdirektør i Mainz, til klubbens hjemmeside.

Pierre Bengtsson har altså fået en femårig aftale med FCK, som han spillede for fra januar 2011 frem til januar 2015. Før FC København var Pierre Bengtsson i FC Nordsjælland.