Video : Tipsbladet
Superliga

Manglende spilletid frustrerer FC Midtjylland-back

Mads Døhr Thychosen kan søge væk fra FC Midtjylland, hvis han ikke får mere spilletid.

For Mads Døhr Thychosen har sidste sæson og den indeværende sæson været som dag og nat.

I den sidste halvdel af sidst sæson blev Døhr Thychosen således fast starter på det FC Midtjylland-hold, der endte med at blive danske mestre, og han nåede at notere sig for 14 kampe i foråret, efter at have tilbragt efteråret som fast mand hos AC Horsens.

Så meget spilletid er det ikke blevet i denne sæson, hvor sommerindkøbet Joel Andersson har sat sig godt og grundigt på midtjydernes højre wingback. Det er derfor blot blevet til ti Superliga-kampe for Døhr Thychosen i denne sæson, og han har endnu ikke været i aktion i Mesterskabsspillet. 

Det frustrerer Døhr Thychosen, der selv mener, at han fortjener at få mere spilletid. Det fastslår han i et interview med aoh.dk, hvor han også fortæller, at hvis det ikke ændrer sig, må han finde en ny arbejdsgiver.

- Så skal jeg selvfølgelig finde noget nyt. Jeg er i en alder nu, hvor jeg skal spille noget fodbold. Det ved de også godt i klubben, men der er ikke nogen anden udvej, hvis de ikke begynder at spille med mig, understreger Mads Døhr Thychosen.

Mads Døhr Thychosen, 21 år, har i alt noteret sig for 33 kampe, tre mål og fire oplæg i FC Midtjylland-trøjen.