Martin Retov er klar til at blive assistent igen: Jeg gør det, der bliver sagt
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Martin Retov er klar til at blive assistent igen: Jeg gør det, der bliver sagt

Han vil vældig gerne fortsætte som cheftræner i Brøndby IF, men hvis klubben vil have ham til at træde ned som assistent igen, gør Martin Retov det. Og hvis den ikke vil have ham længere, finder han sig en ny klub.

Martin Retov har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil være cheftræner i Brøndby IF. Samme uge, som han overtog jobbet midlertidigt fra Alexander Zorniger, slog han fast, hvis klubben ville have ham på permanent basis, var han frisk.

Både ejer Jan Bech Andersen og sportsdirektør Ebbe Sand har udpeget 1. maj som den skæringsdato, som de helst skal finde den nye Brøndby-træner inden. Det er der kun en uges tid til, og Retov er stadig klar på en fastansættelse.

Men hvis ledelsen peger på en anden, kommer Retov ikke til at udvandre i protest. Så træder han bare et skridt tilbage igen.

- Jeg har hele tiden sagt, at hvis Brøndby peger på mig, så er jeg klar. Omvendt er jeg også totalt loyal, og jeg gør det, der bliver sagt. Hvis de vil have mig i den position, gør jeg gerne det. Hvis de vil have mig i en anden position, så gør jeg også det. Hvis de ikke vil have mig, så finder jeg en anden klub, siger han til TV3 Sport.

Man må formode, at Martin Retov står med lidt bedre kort på hånden tirsdag formiddag, end han gjorde på samme tidspunkt i går. Hans hold vandt således 1-2 ude over FC Midtjylland og holdt sig dermed inde i kampen om tredjepladsen.

Han kan også stadig nå at føre de blågule frem til en pokaltitel. Her er FCM ligeledes modstanderen i finalen.

Se hele interviewet med Martin Retov i videoen her: