Marvin Pourié: SønderjyskE er ikke en del af nedrykningskampen
Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto
Superliga

Marvin Pourié: SønderjyskE er ikke en del af nedrykningskampen

SønderjyskE har nogle klare kvaliteter, der kommer til at holde dem udenfor nedrykningskampen i foråret. Det mener den udlejede angriber, Marvin Pourié.

SønderjyskE har før forårsstarten fem point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen, så allerede før de første kampe er spillet, har det sønderjyske mandskab et lille forspring at gøre brug af.

Lars Søndergaards mandskab har de seneste sæsoner virket immun over for nedrykning, og Marvin Pourié, der er udlejet fra FC København til SønderjyskE, ser også så store kvaliteter i mandskabet, at det ikke bør blive en del af stridighederne i bunden af Superligaen.

- Jeg tror ikke, at SønderjyskE-holdet kommer til at have det store at gøre med nedrykningskampen. Vi har et godt hold og er velforberedte, så vi ser meget optimistisk på foråret, siger Marvin Pourié til tipsbladet.dk.

De to første runder for SønderjyskE byder på kampe mod Hobro og FC Vestsjælland, der begge er mandskaber i Superligaens nederste halvldel, og for Pourié er det en kærkommen udfordring at have netop de to modstandere som de første.

- Det er to vigtige kampe mod Hobro og FC Vestsjælland, og hvis vi får nogle gode resultater mod dem, kan vi bringe os selv længere op i tabellen. Derfor er det vigtigt med en god start for os, siger han videre.

Først har vi en rigtig vigtig kamp mod Hobro, og vi ser alle frem til at komme i gang med at spille efter en god opstart. Vi føler os godt tilpas, og nu går vi ind til en kamp, som vi gerne skal vinde, lyder det fra den udlejede FCK-tysker.

Pourié nåede at bidrage med to mål i 10 kampe for SønderjyskE, og han ser frem til at komme i aktion igen.

- Jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg har trænet rigtig godt og føler mig i god form forud for den første kamp mod Hobro, så jeg er fyldt med selvtillid her før den første runde, siger Marvin Pourié.

Kampen mod Hobro spilles søndag klokken 14.00.